Britisk regering ser nye muligheder for finanssektoren

Briterne kan tilbyde finansielle tjenester på ny måde efter brexit, men London lover dialog med EU.
Storbritanniens finansminister Rishi Sunak. | Foto: Uk Parliament/Reuters/Ritzau Scanpix
Storbritanniens finansminister Rishi Sunak. | Foto: Uk Parliament/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/REUTERS

Brexit giver Storbritannien muligheder for at tilbyde finansielle tjenester på en ny måde, siger den britiske finansminister, Rishi Sunak.

Nu, hvor vi har forladt Den Europæiske Union, kan vi gøre tingene lidt anderledes i finanssektoren, siger Sunak.

Men han fastslår, at den indgåede handelsaftale mellem briterne og EU forsikrer, at der vil ske samarbejde om love og regler i finanssektoren.

Fra den 1. januar er banker og andre virksomheder i Londons finansdistrikt uden automatisk adgang til EU's indre marked. Begge sider siger, at der må forhandles om nye separate aftaler, der ligger uden for den indgåede handelsaftale.

Disse forhandlinger vil gælde specifikke ækvivalensaftaler - aftaler om modsvarende værdier. EU's chefforhandler, Michel Barnier, har tidligere advaret om, at Storbritannien ikke kan vide sig sikker på, at landets betydelige finanssektor vil få langvarig, fri adgang til EU's finansmarkeder.

Premierminister Boris Johnson har erkendt, at den indgåede aftale ikke har så meget, som han havde ønsket, om finanssektoren og de mekanismer, som anvendes til at regulere den.

Systemet med ækvivalensaftaler vil ikke sikre banker, forsikringsselskaber eller andre virksomheder inden for bank- og finanssektoren i Storbritannien adgang til EU-markederne, medmindre deres regelsæt er anerkendt i Bruxelles som modsvarende dem, der gælder på kontinentet.

De to parter har til hensigt at nå til enighed om en forståelse i et memorandum om reguleringer og samarbejde om finansielle tjenester i marts 2021.

"Den aftale vil også skabe sikkerhed for, at der bliver udviklet en stabil ramme for samarbejde omkring regulering, som det fastslås i handelsaftalen," siger den britiske finansminister og tilføjer:

"Jeg tror, at det vil gøre det klart for befolkningen, at vi forbliver i en tæt dialog med vore europæiske partnere, når det kommer til spørgsmål vedrørende beslutninger om ækvivalens."

/ritzau/Reuters

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også