Konsortium med lokalt pengeinstitut melder udsolgt på boliggrunde i Nordvestsjælland

Sparekassen Sjælland-Fyn har været en del af et lokalt konsortium, der har solgt byggegrunde med plads til 103 boliger i Vig. "Det vil vi gerne gøre igen andre steder," udtaler udviklingsdirektør.
Vig Bakke er et nyt boligområde med rækkehuse, andelsboliger og almene lejeboliger i flere etaper. | Foto: PR / Odsherred Kommune
Vig Bakke er et nyt boligområde med rækkehuse, andelsboliger og almene lejeboliger i flere etaper. | Foto: PR / Odsherred Kommune

Et lokalt konsortium har solgt byggegrunde med plads til 103 boliger i Vig i Nordvestsjælland, hvoraf de første 28 andelsboliger allerede er færdigbygget. Det skriver Odsherred Kommune i en pressemeddelelse.

"Der var da dem, der fra starten mente, at det nærmest aldrig ville kunne lade sig gøre at bygge 100 nye boliger i Vig – men det kommer der altså til," udtaler Mogens Jensen, adm. direktør og indehaver af entreprenørfirmaet Jord, Beton & Anlæg A/S.

Konsortiummet blev dannet for to år siden, og særligt for det er, at det består af både entreprenører, ejendomsmægler, den lokale brugs og endda pengeinstituttet Sparekassen Sjælland-Fyn. Og det har været et succesfuldt samarbejde, mener Mogens Jensen.

"Det har været en fantastisk oplevelse, at vi her har haft pengeinstituttet med helt ude på byggepladsen endda. Her har vi haft en mand med til at se, de aftaler, vi har indgået og kikke ind i aftalerne, det, synes jeg, har været et rigtig godt initiativ fra sparekassen," udtaler Mogens Jensen.

Sparekasse vil gentage succesen

Også Sparekassen Sjælland-Fyn er godt tilfreds. Her fortæller udviklingsdirektør Søren Kjærsgaard, at erfaringerne fra Vig er gode, og at sparekassen gerne vil gøre det igen.

"Faktisk er vi allerede i gang i Tølløse med et lignende konsortium. Der er det en gammel industriejendom midt i byen, som vi sammen med lokale kræfter har kastet os over. En mindre del omdannes, mens resten er revet ned og grunden er blevet ryddet med henblik på at bygge nye boliger," udtaler Søren Kjærsgaard.

Han advarer dog mod, at man bare springer ud i en opgave som denne. Det kræver, at man gør sit forarbejde, påpeger han.

"Det afgørende for os er, at vi skaber projekter sammen med gode lokale kræfter. Der skal være et lokalt ønske om at få rejst projektet og lokale kræfter, der ønsker at medvirke til at få det til at ske. Det har der været i Vig – rigtig gode kræfter – og det vil vi gerne gøre igen andre steder," udtaler Søren Kjærsgaard.

Denne artikel er leveret af vores søstermedie, EjendomsWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også