Nødpujle på 600 mia. dollar fra amerikansk centralbank bliver stort set ikke brugt

En ny opgørelse viser, at kun få har gjort brug af muligheden for at låne nogle af de 600 mia. dollar, som den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har sat til side til trængte virksomheder under coronakrisen.
Næsten ingen amerikanske virksomheder har gjort brug af muligheden for at få kredit hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, viser en ny opgørelse. | Foto: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix
Næsten ingen amerikanske virksomheder har gjort brug af muligheden for at få kredit hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, viser en ny opgørelse. | Foto: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har sat 600 mia. dollar til side til lån til amerikanske virksomheder under coronakrisen.

Men næsten ingen har gjort brug af muligheden for at få kredit hos centralbanken, viser en ny opgørelse.

I alt har banken nemlig overtaget lån fra kommercielle banker for 472 mio. dollar, hvilket svarer til blot 0,07 pct. af den samlede låneramme, skriver Bloomberg News.

"Låneprogrammet for hovedgaden (Main Street, red) har set beskeden indledende aktivitet," hedder det da også i en rapport fra Federal Reserve til Kongressen, hvor et udvalg kontrollerer banken.

"Noget af forklaringen på låneprogrammets beskedne aktivitet kan skyldes, at nogle virksomheder har deltaget i løntilskudsordningen, mens andre har forladt sig på eksisterende kreditlinjer eller andre kilder til likviditet."

Endnu en forklaring kan være, ifølge Federal Reserve selv, at det tog flere måneder at lancere låneprogrammet. Derved kan virksomhederne have nået at finde alternativer.

Når centralbanken overtager lånene, kræver den en rente på 3 pct.point over interbankrenten i London, og det er for tiden kun attraktivt for meget risikable låntagere. Derfor har Federal Reserve åbnet op for, at banken på et senere tidspunkt måske kan lempe på sine vilkår.

Banken kan købe op til 95 pct. af de lån, som kommercielle banker har udstedt til private virksomheder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også