Sydbank-boss: Kunder klarer indtil videre krisen overraskende godt

Hos Sydbanks adm. direktør, Karen Frøsig, er meldingen tidligt i coronakrisen, at kunderne indtil videre har klaret sig overraskende godt.
Foto: Rune Aarestrup Pedersen/Ritzau Scanpix
Foto: Rune Aarestrup Pedersen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Omfanget af nedskrivninger er den store ubekendte for den danske banksektor i 2020, efter at udbruddet af coronavirus har rystet mange erhverv og sendt flere i arbejdsløshed.

Men hos Sydbanks administrerende direktør, Karen Frøsig, er meldingen her tidligt i krisen, at kunderne indtil videre har klaret sig overraskende godt.

Banken har dog lagt flere nedskrivninger ind i budgettet og venter nu et nettoresultat i år på 400-800 mio. kr. mod tidligere 700-1000 mio. kr.

De oprindelige forventninger blev suspenderet 17. marts på grund af usikkerhed, men i onsdagens regnskab for første kvartal er Sydbank kommet med det nye forventninger for året, hvor usikkerhed om nedskrivningsniveauet er årsagen til det bredere spænd i prognosen.

"Vi kigger rigtigt meget både på kundernes bonitet, hvor hårdt bliver de ramt af krisen, hvad bliver effekterne af det, hvad er deres kreditbehov og så videre, og jeg synes faktisk, at vores kunder indtil videre klarer sig overraskende godt," siger hun.

"Både vores privat- og erhvervskunder er finansielt meget stærkere nu, end de var, da vi gik ind i 2008-krisen. Vi ser stærke kapitaler, vi ser god likviditet, man er blevet forsigtig, siger Karen Frøsig i et interview med Ritzau Finans efter regnskabet."

I forhold til privatkunderne nærer Sydbank-direktøren ikke de store kreditmæssige bekymringer.

"Privatkunden har haft 10 rigtigt gode år efter den finansielle krise. Vi har haft lave boligrenter, vi har fået skattelettelser undervejs, vi har set stigninger i overenskomsterne, så lønniveauerne er steget, og vi har set et arbejdsløshed, der var historisk lav. Det var sådan vi kom ind i det," siger Karen Frøsig.

Hun fremhæver dog stigende arbejdsløshed, som et faresignal.

"Noget af det, der kan være hårdt for privatøkonomier, er arbejdsløshed, og der har vi set tallene stige. Nu har vi jo i Danmark lavet afværgeforanstaltninger, der gør, at rigtigt mange er sendt hjem med løn og ikke sendt hjem som arbejdsløse, og det holder selvfølgelig hånden under det i en lang periode."

Godt sikkerhedsnet

Derudover har vi i Danmark også et godt sikkerhedsnet qua arbejdsløshedsforsikring, men det er arbejdsløshed, der er den potentielle risiko for privatpersoner, siger Karen Frøsig.

Men overordnet virker privatkunderne godt rustede, og da de samtidig kun udgør en en tredjedel af Sydbank, så har bankens direktør her og nu også meget større fokus på krisens betydning for erhvervslivet.

"Jeg ser erhvervsledere, der arbejder hårdt, og også erhvervsledere, der er bekymret, men indtil videre synes jeg, at det er håndteret fint, selvfølgelig også ved hjælp af de støtteordninger, der er etableret, og ikke mindst de garantimuligheder, der er kommet. Det hjælper mange i den første bølge, og så afhænger det jo af, hvor lang tid, sundhedskrisen kommer til at vare," siger Frøsig.

Sundhedskrisen har indtil videre ikke skabt et stormløb fra kunderne for at få øgede kreditfaciliteter.

"Noget af det, jeg kan kigge på for at få et lidt større billede, er ved at gå over i vores kreditkontor og se antallet af kreditsager, der behandles. Der er antallet stort set på samme niveau, som vi har set tidligere måneder," siger hun.

"Det viser, at vi i hvert fald ikke har nået et punkt endnu, hvor der skriges på noget. Og hvis jeg kigger på vores afslagsprocent, så er den ligeså lav som den plejer at være," siger Karen Frøsig.

Mens krisen giver flere nedskrivninger, så kan afdækning af øgede finansieringsbehov under Covid-19 hos erhvervskunderne kan samtidig også give anledning til at øge indtægter.

"Selvfølgelig gør det det, i forvejen har vi i første kvartal øget vores basisindtjening og vores nettorenter pænt - og det tænker jeg da, at vi kan blive ved med, fordi der er jo stærke virksomheder, som får behov for enten at få likviditetsforstrækning eller foretage investeringer - eller måske kommer man i gang med overtagelser eller lignende," siger Karen Frøsig.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også