Banker nyder godt af eftervarmen fra ECB

Bankaktierne er torsdag i god gænge på de europæiske aktiemarkeder efter onsdagens kæmpeudlån på 489 mia. euro fra Den Europæiske Centralbank til over 500 europæiske banker.
RITZAU FINANS

"Samlet ser vi den store tilslutning (til ECB's treårige LTRO, red) som positiv for de europæiske banker. Hvis vi ser bort fra, om det er en god politik eller ej, så fjerner det noget finansieringsrisiko, øger overskuddene og øger kapitalen," siger analytiker Matt Spick fra Deutsche Bank til Financial Times.

Deutsche Bank stiger 3,4 pct. i Frankfurt og i Frankrig og England ligger BNP Paribas og Royal Bank of Scotland henholdsvis 2,5 pct. og 3 pct. højere.

De italienske banker er ikke helt så godt med, efter forlydender om, at Støvlelandets finanssektor stod for næsten en fjerdedel af den samlede låntagning onsdag i ECB. Unicredit stiger 1,3 pct., mens Intesa Sanpaolo ligger 1,8 pct. oppe.

På indeksniveau er det franske marked duksen med en stigning på 1,5 pct. Det tyske marked ligger 1,3 pct. højere, og det britiske marked stiger 1,2 pct.

ECB-aktionens positive indflydelse på investorappetitten skinner også igennem i stigende råvarepriser, og i London er der pæne stigninger til flere af mineselskaberne. Desuden stiger BP 2,6 pct. Olieprisen stiger torsdag for fjerde børsdag på stribe til 108 dollar for en tønde Brent.

International Consolidated Airlines stiger 2,7 pct., efter datterselskabet British Airways har overtaget flyselskabet BMI fra Lufthansa og dermed sikret sig retten til BMI's vigtige afgangs- og ankomsttider i Heathrow-lufthavnen.

Lufthansa stiger 1,2 pct. Stemningen i eftermiddag ventes at afhænge af vigtige amerikanske nøgletal for nytilmeldte ledige og forbrugertillidsindikatoren for University of Michigan.

(Ritzau Finans)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også