Bureau: Danske tjente stort på hemmeligt statslån

Danske Bank tjente ifølge Bloomberg næsten 100 mio. kr. på at tage billige lån fra den amerikanske centralbank under krisen. Opdateret 10:31.
Foto: Jonas Pryner Andersen
Foto: Jonas Pryner Andersen

De billige lån, som den amerikanske centralbank igennem flere år gav til bankerne under krisen og efterfølgende kæmpede hele vejen til USA’s højesteret for at hemmeligholde, endte med at skæppe godt i kassen hos en række storbanker.

Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg, deri 2010 vandt sagen om at få frigivet de mange dokumenter om centralbankens udlån.

Danske Bank alene hentede således ifølge Bloombergs beregninger en profit på 17,5 mio. dollar, eller lige under 100 mio. kr. ved dagskursen. Dermed var banken tilsyneladende den nordiske bank, der hentede flest penge på at låne billigt af den amerikanske stat.

Danske Bank ønsker ikke at kommentere om Bloombergs beregninger rammer plet, men bekræfter i lighed med tidligere, at de underliggende lån på 5,4 mia. dollar blev taget.

Andre muligheder var dyrere

"Danske Bank indgik - på linje med mange andre større nordiske og internationale banker - en låneaftale med den amerikanske centralbank i efteråret 2008, hvor ingen vidste, hvordan valutamarkederne ville udvikle sig under finanskrisen," skriver afdelingsdirektør Anders Klinkby i en mail til FinansWatch og uddyber:

"Danske Bank overholdt alle likviditetskrav, men vi mente det var fornuftigt på denne måde at styrke vores adgang til dollar. Hvis vi ikke havde kunnet benytte muligheden for at skaffe dollar via FED, kunne vi have benyttet andre muligheder, hvor det havde haft en lidt højere rente og en kortere løbetid. Vi oplyste om denne låneaftale, da vi indgik den i 2008. Vi benyttede lånemuligheden hos FED tre gange fra den 28. oktober til den 3. november 2008 for et beløb på i alt 5,4 mia. dollar. Lånet havde en løbetid på tre måneder, hvorefter pengene blev tilbagebetalt."

10 mia. til Citi

Også Handelsbanken og SEB fik ifølge bureauets tal penge ud af at tage nødlån til billig rente. Henholdsvis 16,2 og 6,2 mio. dollar, eller ca. 90 og 35 mio. kr. blev det til for de to svenske storbanker.

Den helt klart største sejrherre på handlerne blev dog amerikanske Citigroup, der ifølge Bloomberg hentede 1,8 mia. dollar svarende til næsten 10 mia. kr. ind på forretningen.

Læs hele Bloombergs historie her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også