Avis: Bankerne vil lukke landbrug i 4. kvartal

Børsen skriver, at stor efterbetaling fra andelsselskaberne og støttekroner fra EU i december kan udløse flere tvangslukninger af landbrug. Både Nordea og Sparbank afviser.
Foto: Casper Dalhoff/Jyllands-Posten
Foto: Casper Dalhoff/Jyllands-Posten

Ud fra et likviditetsmæssigt synspunkt er 4. kvartal noget nær det optimale tidspunkt for en bank at trække stikket på en landbrugskunde, hvis banken ikke længere tror på, at vedkommende kan skabe en lønsom bedrift og håndtere sit mellemværende med banken. Ud fra den tese skriver Børsen, at der kan være flere lukninger af gældstyngede landbrug på vej.

"Det er en reel trussel, at bankerne siger stop nu. Det er det. Risikoen for, at banker lukker af, er klart større i fjerde kvartal i år end i fjerde kvartal i fjor,” siger rådgivningschef Carsten Kragh Paulsen i den østjyske landbrugsrådgivningsvirksomhed LRØ.

“Det er optimalt for bankerne at opføre sig på denne måde. Hvis en landmand skal lukkes, så gør bankerne det på det tidspunkt, der er penge i kassen. Hvis du lukker, før høsten er i hus, bliver høsten jo ikke hentet. Så det er nu, det er det smarteste tidspunkt at gøre det,” siger ph.d., MA Jan Bartholdy fra Handelshøjskolen Aarhus Universitet.

Hos Finansrådet bekræfter cheføkonom Niels Storm Stenbæk, at det lige nu er det rigtige tidspunkt for bankerne at trække stikket hos de landmænd, der har det sværest.

“Hvis landmandens budgetter ikke har hængt sammen gennem længere tid, så er det en god ide at få afviklet gården. Fra bankens synspunkt er det selvfølgelig bedst, når likviditeten er på sit højeste. Men det må også være i landmandens interesse, hvis ikke der er positive udsigter,” siger Stenbæk, som understreger, at det er vigtig, at det sker i respekt for landmanden.

Både Nordea og Sparbank afviser Børsens tese om, at det er i 4. kvartal, at bankerne i udpræget grad lukker landbrug grundet at der er mange likvider i kassen.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også