Avis: Danmark kan blive presset til ny bankstøtte

EU-diskussionerne om en nye statsgarantier til bankerne er langt mere vidtgående end hidtil oplyst, hvilket kan skade Danmarks muligheder for at lave en mere beskeden ordning.

EUs økonomi- og erhvervsministre arbejder på en ny statsstøtteordning til bankerne. Blandt planerne er et forslag, der i yderste konsekvens kan betyde, at danske skattekroner går direkte til nødlidende banker i andre lande. Det skriver Berlingske, der er i besiddelse af et EU-notat.

Ifølge Jesper Rangvid, professor i finansiering ved Copenhagen Business School, kan det blive svært for Danmark at stå uden for eller at lave en mere begrænset ordning.

”Hvis andre europæiske lande indfører eksplicitte statsgarantier, vil de danske banker stå endnu dårligere, hvis Danmark står udenfor. Jo mere vidtgående ordningen bliver i de andre EU-lande, jo sværere vil det blive for Danmark at stå udenfor,” siger han til avisen.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har tidligere sagt, at EUs finansministre kun drøfter frivillige og nationale ordninger, men erkender efter at have set notatet, at det ikke er tilfældet. Hun vurderer dog fortsat, at en fælleseuropæisk støtteordning er urealistisk.

”Fra dansk side har vi ingen ønsker om modeller med andet end nationale garantier,” siger hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også