Bankerne har grebet om Torm

Selv om Torm ikke har brudt sine låneaftaler har selskabets banker med Nordea og Danske Bank i spidsen har bankerne alligevel mulighed for at tvinge selskabet til en større emission.
AF MORTEN JOHNSEN, epn.dk

Trods massiv modgang og enorme underskud er tankrederiet Torm endnu ikke kommet på kant med sine låneaftaler med bankerne.

Alligevel har selskabets banker med Danske Bank og Nordea i spidsen mulighed for at vride armen rundt på rederiet og gennemtvinge en langt større kapitaludvidelse, end den selskabet oprindeligt havde planlagt på 100 mio. dollars.

En klausul i Torms bankaftaler betyder nemlig, at såfremt rederiets banker ud fra meget håndfaste forventinger kan godtgøre, at Torm vil bryde sine låneaftaler inden for en overskuelig fremtid, så giver det bankerne ret til eksempelvis at gennemtvinge en større emission.

Sammen om pres

Ifølge epn.dk’s oplysninger har Torms banker, der har omkring 10 mia. kr. til gode i selskabet, gennem længere tid arbejdet sammen i separate lånesyndikater, hvor henholdsvis Danske Bank og Nordea stod i spidsen for hver sin lånegruppe.

Krisens alvor har dog fået bankerne til at danne en styregruppe over de gængse lånesyndikater, hvor kreditorer holder fortrolige samtaler med det klare formål, at presse rederiet til at øge størrelsen på den kommende kapitaludvidelse.

Ikke rig nok

Det vil sandsynligvis betyde, at den græske ejer Gabriel Panayotides mister sit jerngreb om Torm, da bankerne godt nok vurderer ham til stadig at være formuende, om end dog ikke i en sådan grad, at han vil være i stand til at beskytte sin ejerandel i Torm.

Samtidig med Torms problemer slås den græske ejer nemlig også med store underskud i sit amerikanske tørlastrederi Excel Maritime, der netop har tabt godt 230 mio. kr. i årets tre første kvartaler.

Her sidder Nordea også for bordenden, og det kan ifølge epn.dk’s oplysninger også meget vel være nødvendigt med en kapitalindsprøjtning her. Tidligere på året forsøgte Excel, der ligesom Torm, kæmper med enorm gæld at hente penge ved en obligationsudstedelse, men det blev dog droppet igen, da det ikke var muligt at få pengene i kassen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også