Byggekonge: Finanstilsynet presser banker til ejendomssalg

Mogens de Linde siger i et stort interview med Børsen Ejendomme, at en række banker burde kigge kritisk på de medarbejdere, der har ydet dårlige lån til ejendomssektoren.
Foto: Bo Svane
Foto: Bo Svane

Mogens de Linde er aldrig blevet kronet, og der skal nok være en håndfuld andre markante spillere på det danske marked, der med rette kan anføre, at de fortjener titlen som ejendomskonge i Danmark.

 

 

Men uanset hvem der har gjort det bedst, og hvem der er mest magtfuld, så er århusianske Mogens de Linde en magtfaktor i den danske ejendomsbranche, og han ser et scenarium for sig i den kommende tid, hvor en række banker bliver tvunget til at få ejendomsbesiddelser ud af deres balancer.

 

 

"Bankerne sidder nu på en dynge ejendomme, som de på et tidspunkt skal ud med. De har så troet, at ejendomsmarkedet hurtigt kom op igen. Men i og med at man nu ser, at tre fjerdedele af verdensøkonomien er ad helvede til, hvornår kommer ejendomsmarkedet så op igen?,« spørger Mogens de Linde retorisk.

 

 

Venter markante prisfald

 

Han mener, at de fortsat faldende priser vil få nogle af bankerne til at sælge.

 

 

»Det, en ejendom kunne sælges til for et halvt eller et helt år siden, kan man ikke sælge den for nu. Samtidig begynder Finanstilsynet at gå endnu tættere ind til benet og siger, at de skal frem med tallene. Det betyder, at den finansielle branche bliver nødt til at begynde at realisere noget, for man vil ikke have så stor en del af egenkapitalen i fast ejendom," pointerer Mogens de Linde overfor Børsen Ejendomme.

 

 

Han tilføjer, at han selv har kapital til at byde på en del af de forventede udbudte porteføljer.

 

 

Ikke gjort noget kriminelt

 

Han så også gerne, at de developere, der er gået ned, fik en chance for at rejse sig igen.

 

 

»For så vidt de ikke har gjort noget kriminelt, så kan jeg ikke se noget til hinder for, at de går i gang igen. Jeg synes, at bankerne skulle kigge i deres egen medarbejderskare og se på, hvem der har lavet et for dårligt bankarbejde,« siger Mogens de Linde.

 

 

Desuden opfordrer han til, at bankerne åbner for kasserne og bliver bedre til at låne ud til de folk, der har en god ide.

 

 

»Man skulle bede bankerne om at gøre deres arbejde ordentligt. Det vil sige analysere hvert projekt og se, om det er fornuftigt. Selvom det er en iværksætter, så burde man faktisk kunne honorere det ønske, der er – selvfølgelig ud fra en fornuftig bankbetragtning. Det ville skabe en masse arbejdspladser og skubbe liv i en branche, der stort set er ved at uddø.«

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også