Danske Bank melder sig ud af konsolideringsræs

Tonny Thierry Andersen siger i klare meldinger, at en konsolidering af sektoren gennem Bankpakke IV bliver uden Danske Banks deltagelse. Både Nordea og Spar Nord er åbne for at være konsolidatorer.
Foto: Larsen Stine
Foto: Larsen Stine

Dagbladet Børsen skriver i dag på sin forside - med Danske Bank som afsender - at "Småbanker må sejle deres egen sø".

Avisen har et interview med Tonny Thierry Andersen, chef for bankens retailaktiviteter i Danmark, hvor den tidligere finansdirektør gør det klart, at småbanker i problemer ikke skal forvente hjælp, hvis de kommer og banker på den store tunge dør ind til Holmens Kanal.

"Vi er for store, og for det andet har vi ikke brug for det rent strukturelt. Vi åbner gerne for gode kunder, men det andet ligger ikke for os. Vi har en markedsandel på 30 pct. så vi er ganske store i forvejen,« siger direktøren. Selv ikke banker, som er så små, at de ikke vil påvirke Danske Banks markedsandel, vil banken lukke op for," understreger Tonny Thierry Andersen i et interview med Børsen.

Andre burde og kunne

"Der er nogle, der er ret små, det er rigtigt. Men jeg er sikker på, at der er andre, der har et bedre udgangspunkt for det. Størstedelen arbejder på samme IT-platform. Det betyder, at rent operativt kan man lave en fusion hen over en weekend, hvis man vil. Der er ikke andre banker end Danske Bank, der kører på Danske Banks system, så i hele eksekveringen er der operative fordele ved, at der er andre banker, der arbejder på samme platforme, som kunne og burde kigge på det her, mere end det er Danske Bank," siger han.

De klare udtalelser er bemærkelsesværdige, fordi der i aftalen om Bankpakke IV står, at de sunde banker skal medvirke aktivt til at konsolidere sektoren. Og det er en politisk aftale, der er forhandlet på plads i samarbejde med Finansrådet, hvor Danske Banks Peter Straarup sidder med formandskasketten.

Børsen har også talt med Nordeas Michael Rasmussen, der er åben overfor en eventuel overtagelse af andre institutter, hvis det kan gøres lønsomt. Men han siger, at banken ikke aktivt er på jagt efter opkøb.

Lad markedskræfterne herske

Hos Spar Nord er meldingen, at man godt på sigt kunne være interesserede i at overtage andre mindre banker, men at der i første omgang er andre mere presserende opgaver for Lasse Nyby og co.

Udmeldingen fra Danske Bank bliver modtaget med undren fra Venstres Torsten Schack Pedersen, der har svært ved at forstå, at Danske Bank ikke selv mener, at de har en opgave at løse på vegne af sektoren. Mike Legarth fra de Konservative siger omvendt, at han ikke bebrejder Danske Bank, da han vil overlade det til markedskræfterne at stå for en konsolidering.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også