Bankdirektør: Kunder sidder fast i Finansiel Stabilitet

Bankkunder sidder fast i Finansiel Stabilitet, selvom nye pengeinstitutter gerne vil overtage, lyder kritikken fra sparekassedirektør. Politikere kalder det formålsstridigt. (Opdateret 9.37)
Foto: Peter Andersen
Foto: Peter Andersen

Finansiel Stabilitet bliver nu ifølge Børsen kritiseret for sin måde at drive afviklingsselskab på.

Ordførende direktør i Sparekassen Sjælland Lars Petersson har afholdt en række møder med Finansiel Stabilitet om at overtage kunder, men de er ofte endt uden resultat, fordi statens bank hellere vil beholde kundeforholdet selv, skriver Børsen.

”Det er et paradoks og et alvorligt problem for samfundet. For det bremser alting. Kunderne har kun ét ønske her i livet: Det er at komme ud af de håndjern,” siger han til Børsen, der dog også tilføjer, at parterne også ofte har fundet løsninger.

Dilemma

Dilemmaet i forhold til bankkunderne står mellem, om staten skal risikere et tab penge på at overdrage bankkunder til en ny bank, eller om man tværtimod skal beholde dem med risiko for, at de bukker under som følge af de tårnhøje renter, banken tilbyder kunderne.

En af dem, der hænger fast i Finansiel Stabilitet er virksomheden Husejernes Kreditlån A/S i Greve, der siden 1967 har tilbudt ejendomsfinansiering med pant i fast ejendom.

”Man føler sig magtesløs. Det er forfærdeligt at havne i sådan en klemme, når man driver en fornuftig virksomhed, som man har brugt år på at bygge op. Vi oplever, at staten ønsker at kvæle os i stedet for lade os køre videre i en ny bank,” siger direktør og medejer Christina Hagman.

Vil afvikle

I FS Pantebreve afviser direktør Jesper Lyhne kritikken:

”Det er helt klart vores formål at få afviklet kundeforholdene. Vi ønsker ikke at holde på dem. Men når vi gør, er det fordi de tab, vi forventer at få, er mindre, end hvis vi afleverer kundeforholdet nu og her,” siger han til Børsen.

Kritik fra Borgen

Situationen bliver mødt af kritik på Christiansborg.

”Finansiel Stabilitet kigger i denne sag kortsigtet på egne økonomiske interesser. Jeg kan ikke få det til at stemme overens med selskabets formål. Der er tilsyneladende forskellige opfattelser af det mandat, Finansiel Stabilitet er udstyret med, for der har hele tiden været enighed om at levedygtige virksomheder ikke må gå konkurs, bare fordi de er havnet der,” siger De Radikales finansordfører Morten Østergaard.

Også Venstre undrer sig, derfor har Jacob Jensen (V) rejst sagen over for økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Også Dansk Folkeparti forlanger, at ministeren går ind i sagen.

Der er fortsat over 6.000 kunder tilbage i FS Bank.

Lars Petersson uddyber sine kommentarer over for FinansWatch her:

Bankdirektør: Strandede kunder er et samfundsproblem

Rubrik og underrubrik rettet 9.37

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også