Avis: Nordea-brandstiftere sigtet for terror

Forsøg på brandstiftelse ved Nordeas hovedsæde i Strandgade ender nu med en sigtelse for terror for fem unge mænd, der også sigtes for andre gerninger, skriver Politiken.dk.

Politiet skruer nu op for sigtelserne mod fem unge, der er varetægtsfængslet for flere forsøg på brandstiftelse mod blandt andet Politiskolen i Brøndby og Nordeas hovedsæde i Strandgade på Christianshavn.

Politiken.dk skriver, at ved et retsmøde her til formiddag i Københavns Byret har Københavns Politi udvidet sigtelserne mod de fem unge til også at omfatte forsøg på overtrædelse af terrorparagraffen - Straffelovens paragraf 114.

De fem sigtede menes alle at have forbindelser til det venstreekstremistiske miljø.

Fire dunke med benzin

Politiken.dk skriver, at mændene på mellem 20 og 23 år blev taget på fersk gerning, da de om natten forsøgte at sætte ild til Politiskolen i Brøndbyøster.

De blev efterfølgende sigtet for forsøg på kvalificeret brandstiftelse mod dels Politiskolen, dels et andet forsøg på brandstiftelse, den 14. januar i år mod Nordea i Strandgade på Christianshavn.

Her blev der fundet en fakkel og fire dunke med benzin.

Siden anholdelserne i april er yderligere en ung mand blevet anholdt, sigtet og varetægtsfængslet for forsøg på brandstiftelse mod Nordea og for at have sat ild til Rigspolitiets Datacentral i Hvidovre den 11. januar 2011.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også