Analytikere frygter hjemmelavede stresstest

Den store mængde data, der bliver offentliggjort i forbindelse med resultatet af stresstesten af EUs banker, gør analytikere i stand til selv at regne ud, hvor robuste bankerne er over for statsbankerot i Sydeuropa.

Den data, der i aften bliver offentliggjort i forbindelse med stresstesten af EUs banker, risikerer at fungere som benzin på et brændende bål, mener Jyske Banks analytiker Christian Hede.

”Der er en risiko for, at tingene går balalajka, og at det går ud af en forkert tangent på mandag. Testen er ikke bygget til at være game-changer, men med de nervøse markeder, der er, kan timingen vise sig at være uheldig, og jeg kan ikke afvise, at det kan skubbe til et læs, der allerede er ved at vælte,” siger han til Børsen.

Det er ikke så meget selve testen, men den enorme mængde information, som bliver offentliggjort om hver af de banker, der har deltaget i testen, der er bekymrende, mener analytikeren.

Skriverier

”Det vigtigste ved testen er, hvad der kommer ud af det af skriverier. Der kunne jo være nogle nævenyttige analytikere eller journalister, der regnede på, hvilke banker der kan klare en statsbankerot. Så derfor er jeg lidt mere bekymret for den stemning, der vil blive pisket op. Når der er så mange tal, kan man jonglere med dem og komme frem til næsten hvad som helst,” siger Christian Hede fra Jyske Bank.

Også Juergen Lanzer, der er specialist i finanssektoren i kapitalforvalteren Schroders globale aktieteam, peger på mængden af information.

”Stresstesten vil sandsynligvis ikke ændre min opfattelse af de europæiske banker, men den vil være en overordentlig stor hjælp i forhold til at vurdere bankernes eksponeringer og styrke, fordi der bliver offentliggjort en masse ekstra information,” siger han til Børsen.

Embedsmænd i EU har i et fortroligt dokument, som Bloomberg News er kommet i besiddelse af, advaret kraftigt mod, at man ikke skal undervurdere risikoen for analytikernes egne beregninger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også