Lykketoft: Banker bør betale andel af gæld

Private banker må betale noget af regningen, hvis EU's gældskrise skal løses, lyder det fra tidligere finansminister Mogens Lykketoft.
RITZAU FINANS

Bankerne må nedskrive deres tilgodehavender i de højt forrentede græske statsobligationer, som har dækket deres risikopræmie.

Det siger tidligere finansminister Mogens Lykketoft (S).

"Man skal lave en kontrolleret gældssanering i de hårdest ramte lande, hvor bankerne må slå af på deres krav til disse lande," siger han.

Politisk vilje?

Tirsdag steg renten på spanske og italienske statsobligationer, euroen blev presset, og nogle tvivlede på valutaens fremtid.

"Man kan ikke totalt udelukke dén mulighed, hvis der kommer spekulation mod så store lande som Spanien og Italien. Man kan være i tvivl, om der er politisk kraft og vilje til at afværge et sammenbrud," siger Mogens Lykketoft.

Gældskrisen blev ifølge ham udløst, fordi Tyskland som euroens garant i EU tøvede med at sikre Grækenland, Portugal og Irland, som senere har fået finansiel støtte fra EU og Den Internationale Valutafond, IMF.

Koordineret finanspolitik

Samtidig står euroen svagt som EU's fælles valuta uden en fælles finanspolitik, mener Mogens Lykketoft.

"Man er nødt til at have en koordineret finanspolitik. Det var forudset i Stabilitetspagten, da man aftalte euroen. Den har man ikke levet ordentlig op til. Tyskland og Frankrig blev fritaget for bøder, da de overtrådte grænserne for offentligt underskud," siger han.

Gældskrisen kunne være afbødet ved at udstede fælles, lavt forrentede euro-obligationer som foreslået af Luxembourgs statsminister, Jean Claude Juncker. Samtidig skulle de gældsplagede EU-lande have fået længere tid til at rydde op, mener Mogens Lykketoft.

Nu kan de tårnhøje renter på statsobligationer ende som en uløselig ond cirkel af statsgæld, nedskæringer og arbejdsløshed, frygter han.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også