Lektor om lokalbanker: Kend dem på krakket

De danske lokalbanker er er blevet en tung belastning for den finansielle sektor og det danske samfund, skriver lektor Martin Jes Iversen i en kommentar i Børsen.

En række direktører i landets små pengeinstitutter kan meget vel have fået kaffen galt i halsen, hvis de her til morgen har slået op på side tre i Børsen

Under overskriften "Lokalbanker - kend dem på krakket" dømmer lektor fra CBS, Martin Jes Iversen, nemlig i klokkeklare vendinger lokalbankerne ude. Helt ude.

I kommentaren, der indledes med ordene: ”Små lokalbanker er en morsom kuriositet, som turister kan studse over i det danske sommerland,” skriver Martin Jes Iversen, at tiden ganske enkelt løbet fra lokalbankerne.

Tre grunde til konsolidering

Martin Jes Iversen giver tre årsager til, hvorfor den danske banksektor, skal konsolideres.

For det første mener han ikke, at lokalbankerne er nødvendige for lokalsamfundet, et argument, der ellers flittigt bliver hevet frem af lokalbankerne, men, skriver lektoren: ”Den barske realitet er, at det lokale erhvervsliv vil kunne leve fint uden småbankerne.”

Martin Jes Iversen nævner samtidig de skærpede internationale krav og den øgede kompleksitet ved at lede en bank som årsager til, at de små lokalbanker ikke længere har en berettigelse.

”Lokalbankerne er blevet en tung belastning for den danske finanssektor – og for det danske samfund,” skriver Martin Jes Iversen.

Træt af kritik

Flere bankdirektører i mindre lokalbanker har længe været trætte af, at der ofte bliver sat lighedstegn mellem lille og kraktruet. Så sent som i går sagde Kurt Jensen, direktør i Frøs Herreds Sparekasse:

"Man skal se på sundhedstilstanden i det enkelte pengeinstitut, uanset om man er stor eller lille. Der er nogle, der klarer sig strålende, nogle der klarer sig nogenlunde, og nogle der klarer sig mindre godt. Men det er forkert, at man hele tiden hakker på de lokale pengeinstitutter. Man skal huske, at de to store havde ikke eksisteret i dag, hvis ikke staten havde trådt til på et tidspunkt."

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Jan Kondrup eller Bent Naur, hhv. direktør og formand i foreningen Lokale Pengeinstitutter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også