Tidligere Saxo-chefer angriber Saxo Bank på hjemmebanen

For få år siden var de chefer hos Saxo Bank, i dag står de i dag i spidsen for irsk/engelsk virksomhed, der nu tilbyder et alternativ til Saxo Bank på det danske marked. De håber bl.a., at poker-spillere får mod på at være daytradere.
Foto: Richard Drew
Foto: Richard Drew

Worldspreads, børsnoteret på børsen i London, tager nu kampen op med bl.a. Saxo Bank på det danske marked for online-handel med værdipapirer.

Under ledelse af en erfaren finansmand, Jesper Skov, med en baggrund hos Jyske Bank, Danske Bank og Saxo Bank, samt dansk/tyske Henrik Priess, der hos Saxo Bank bl.a. har arbejdet på chef-niveau med formuepleje, vil Worldspreads overbevise danskerne om, at hvis de skal investere nogle af deres midler i finansielle produkter, så kan de ligeså godt gøre det hos Worldspreads, der selv siger, at de kan stille skarpere priser end Saxo Bank, bl.a. fordi at Worldspreads ikke kobler rådgivning i halen på de ydelser de stiller til rådighed på internettet.

Ingen rådgivning

Her kan den modige og øvede private såvel som en investor i virksomheds-regi kaste sig over ikke mindre end 3000 finansielle instrumenter, der spænder utrolig bredt fra handel med valuta til at spekulere i renter, enkeltaktier og aktieindeks. Der skal ikke mere til end en stabil internetforbindelse og 3.500 kr., så har man en konto hos Worldspreds. Worldspreads Denmark har en godkendelse af Finanstilsynet, men har ikke fondsmæglerstatus og må derfor ikke rådgive om investeringer.

”Vi prøver på at være så konkurrencedygtige på priser og spreads som overhovedet muligt. Vi har diverse kampagner, i øjeblikket tilbyder vi zero spreads på udvalgte instrumenter frem til den 24. juni. Euro/Dollar kan handles uden forskel på købs-og salgsprisen. Det er ikke set nogen steder i Danmark endnu,” siger Jesper Skov, der ikke lægger skjul på, at der hvor Worldspreads skal gøre en forskel er på de billige priser, den nemme måde at oprette sig på som kunde – og den mulighed man har for at smide ”en bremse” ind på sin konto, så man er sikker på, at man aldrig taber mere, end man har sat ind på sin konto, selvom man gearer sig hårdt.

Spekulative kunder

Henrik priess tilføjer, at hvis man er en langsigtet investor, så er Worldspreads ikke stedet.

”De instrumenter vi tilbyder, er oftest baseret på CFD handel. Men vi mener, at Worldspreads er rigtig interessant for de mennesker, der har lyst til "at handle" i markederne. En typisk WS-kunde er nok risikovillig og kan lide at følge med i markederne og handle på den korte bane, altså daytrading. Det er spekulative kunder, som spekulerer på kursens bevægelse, i den ene eller den anden retning,” siger han.

Der har i den danske presse været mange skriverier om, at en stor del af Saxo Banks kunder taber alle de penge, som de sætter ind på deres konto. Hos Worldspreads danske chefer er det svært at få et klart svar på, hvor stor en procentdel af kunderne, der taber alle deres penge.

Godkendt af tilsynet

”Vi gør meget ud af at informere folk om, hvad det er de går ind til. De skal vide, at når man handler bl.a. valuta, så kan det gå meget hurtigt begge veje. Men husk på, at vi er godkendte af tilsynet og vi skal leve op til de samme regler som alle andre, der tilbyder den slags handel,” siger Jesper Skov til FinansWatch.

Han ser ingen problemer i, at folk selv med en meget beskeden økonomi kan oprette en konto hos Worldspreads, hvilket vil sige, at bl.a. studerende uden problemer kan prøve kræfter med at slå markederne.

”Vi stiller nogle værktøjer til rådighed, men vi opfordrer ikke folk til hverken det ene eller andet. Det er folks private valg, men at nogle vil bruge lidt sparepenge på at forøge deres formue, det synes vi er aldeles glimrende,” siger Jesper Skov.

Pokerfjæs

”Vi lægger som sagt stor vægt på at informere vores kunder om risici og instruerer dem i at benytte handelsplatformen, men vi kan ikke gardere os 100 pct. mod at nogle kunder ikke ønsker at følge vores råd og altid begrænse sine tab og tage sin profit i tide. Men vores kunder skriver under på, at de ved der er en risiko forbundet med at investerer i gearede produkter,” siger Jesper Skov.

Han siger, at de gerne ser poker-spillere som potentielle kunder hos Worldspreads.

”Der er jo en vis form for gambling. Selvom finansmarkederne byder på et højt informationsniveau, som man kan lægge sin strategi ud fra, så er det ikke et spørgsmål om, markederne har "pokerfjæs",” siger Jesper Skov.

Større salgsteam

Foreløbig arbejder de blot to mand ud fra et kontor i Hellerup. Hidtil er kundekredsen begrænset i Danmark, men der arbejdes på at få et samarbejde op at køre med et pengeinstitut, således at Worldspreads´ værktøjer kan blive udbredt i en større skala.

M.h.t. de konkrete ambitioner omkring omsætning, indtjening samt antallet af kunder i Danmark siger Worldspreads, at de budgetterer med en aktiv kundemasse på ca. 150 - 200 indenfor det første år. Deres definition på en aktiv kunde, er en kunde, som foretager ca. 80 handler pr. måned.,

”Jeg har da ambitioner om at vi for alvor skal være en markedsbestemmende faktor indenfor vores branche, og kan sagtens forestille mig et salgsteam på 5 - 10 personer samt et par Salestradere ansat her i Danmark inden for 2 år. Vi har ligeledes ambitioner om at erobre det norske marked ud af København, samt en stor del af det nordtyske - da vores tyske afdeling er meget fokuseret på midt og sydtyskland,” siger Jesper Skov og tilføjer, at Island, Færøerne og Grønland ligeledes har deres store interesse.

Moderselskabet i London kunne i 2010-regnskabet fremvise en bundlinje på godt 20 mio. kr. ud af en omsætning på 120 mio. kr.

Analytiker spår Saxo-opkøb i Sverige

Saxo Bank blander sig på pensionsmarkedet

Saul ny topchef i Euroinvestor

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også