Regnskab: Amagerbanken trækker Nordfyns Bank i rødt

Amagerbankens krak sender Nordfyns Bank i minus. Banken fastholder dog forventningerne til hele året efter første kvartal.
RITZAU FINANS

Havde Nordfyns Bank ikke skullet indbetale til Indskydergarantifonden i forbindelse med Amagerbankens konkurs, ville der have været sorte tal i første kvartal for den lille bank i Bogense. Det fremgår af bankens regnskab for første kvartal.

"Baggrunden for det negative kvartalsresultat kan henføres til Amagerbankens konkurs samt en negativ kursregulering på bankens anlægsbeholdning af værdipapirer. Der er fremgang på såvel drift som forretningsomfang, ligesom nedskrivninger på udlån m.v. er faldende," skriver banken i regnskabet.

Amagerbankens konkurs kostede banken 4,3 mio. kr. og da nettounderskuddet er på 3,1 mio. kr. ville der have stået et plus på 1,2 mio. og blinket på bundlinjen, hvis Amagerbanken havde været blandt de fortsættende banker.

Nettorente- og gebyrindtægter - steg godt 3 mio. kr., mens negative kursreguleringer på knap 3 mio. kr. i år trak modsat. De var positive med knap 3 mio. kr. i første kvartal sidste år. Nedskrivninger på udlån var en lille million lavere end i første kvartal året før.

Nordfyns Bank fastholder forventningen til 2011 og venter dermed fortsat at opnå en basisindtjening, opgjort som resultat før kursreguleringer, nedskrivninger og hensættelser samt skat, i niveauet 20-25 mio. kr.

(RITZAU FINANS)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også