Danskerne er loyale mod banken

Er en dansker først kommet ind af svingdøren til en bank, går han eller hun sjældent ud igen.
Af epn.dk

Danskerne kører gerne en omvej for at spare to kroner på mælk, men næsten ingen er på tilbudsjagt, når det gælder banker.

Siden 2006 har knap 30 procent af danskerne skiftet bank, viser en undersøgelse FDB Analyse har lavet for Samvirke.

Når så få skifter bank hvert år, skyldes det, at konkurrencen mellem bankerne er meget lille, mener Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

"Der er få store banker, som alle har en relativ høj markedsandel. Og selvom vi har en underskov af små banker, sparekasser og pengeinstitutter, er de så små, at de ikke har musklerne til at konkurrere med de store," siger kontorchef Søren Gaard til Samvirke.

Svært at gennemskue

I Forbrugerrådet nikker økonom Carsten Holdum genkendende til, at bankerne sjældent kaster sig ud i den store priskrig med hinanden.

"Bankerne konkurrerer på nærhed, ydelser, lokalitet og troværdighed. Men ikke på prisen. Og får man et tilbud fra en bank, bliver man oversvømmet med tal og ord, man ikke normalt bruger. Tilbud fra en bank er simpelthen for svære at gennemskue," siger Carsten Holdum.

Undersøgelsen viser samtidig, at 65 procent af danskerne ikke forhandler med banken om renten eller gebyrer, og at 78 procent af kunderne ikke tager kontakt til andre banker, når de vil låne penge.

Del ud af erfaringer

Hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer man til større åbenhed mellem kolleger, familie og venner omkring sine bankerfaringer.

"Bankydelser er meget inden for den private sfære. Men man skal blive bedre til at dele med hinanden, hvordan man fik skåret af renten, og hvad man gjorde for at få bedre vilkår," siger kontorchef Søren Gaard.

Han mener, at man skal tale om det på samme måde, som når man fortæller om, at man har fået en billigere fladskærm.

Ritzau

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også