Aktionærforening: Det virkede som et kup

Dansk Aktionærforening undrer sig over forløbet og lukketheden omkring dramatisk generalforsamling i Sparinvest.

Lugten af krudtslam nåede også næseborene på Anna Marie Schou Ringive, der er medlem af repræsentantskabet samt generalforsamlingsudvalget i Danske Aktionærforening, da hun torsdag i sidste uge deltog i generalforsamlingen i Sparinvest i Imperial Biografen i København.

Her blev hele den gamle bestyrelse smidt på porten, minus et enkelt medlem som fik lov til at blive siddende som et slags kompromisforslag.

”Den nye bestyrelse virker bestemt kompetent, men det virkede bare som et regulært kup, da de kom og gennemførte det hen over hovedet på alle, som ikke havde nogen anelse om, at det ville ske,” siger Anna Marie Schou Ringive til FinansWatch.

Lyn fra en klar himmel

Hun var ligeså overrasket som de andre mere end 200 deltagere i generalforsamlingen, da hun intet havde hørt om, at der skulle ske udskiftninger i bestyrelsen.

”Det kom som lyn fra en klar himmel, og så bliver folk jo usikre. Vi taler altid for åbenhed og gennemsigtighed og derfor er det uheldigt, at man på den måde, uden noget forvarsel, pludselig kræver en hel bestyrelse afsat,” siger hun og tilføjer.

”Vi skal huske på, at det jo er ganske almindelige private aktionærer, der prøver at følge med i deres investeringer. Og så bliver de altså usikre og bange, når sådan noget sker. Og nogle vil så måske gå hjem og sælge deres beviser i afmagt. Og det er ingen jo tjent med,” siger Anna Marie Schou Ringive.

FinansWatch har kontaktet Peter Bache Vognbjerg, direktør for Pensionskassen for Apoteker og Farmaceuter, der af flere udpeges som hovedmanden bag kuppet. Men han har ingen kommentarer til forløbet og motiverne bag, at ændringerne ikke var flaget over for investorerne inden generalforsamlingen.

Besynderlig form

Men Peter Bache Vognbjerg har ingen kommentarer og henviser til den nye formand.

Torben Nielsen, tidligere direktør i Nationalbanken og ny formand, siger, at han godt kan forstå reaktionen hos flere af de mindre aktionærer.

”Jeg kan godt forstå, at mange syntes, det var en besynderlig form for generalforsamling, det syntes jeg også selv. Min oplevelse af det har været, at jeg fik en henvendelse, at jeg skulle være med til at sammensætte en ny bestyrelse. Og det har jeg så gjort, men jeg har ikke været med til planlægningen i forhold til generalforsamlingen og hvad der skulle meldes ud inden den,” siger Torben Nielsen til FinansWatch.

Anna Marie Schou Ringive fra Dansk Aktionærforening siger, at hun savner at høre, hvad den nye bestyrelse vil.

”Men vi vil da følge op på sagen og prøve at komme til bunds i, hvilke interesser det er, de repræsenterer,” siger hun og tilføjer.

”Jeg syntes, det er underligt, at Peter Bache Vognbjerg ikke vil forklare sig, det skaber bare endnu mere usikkerhed,” siger Anna Marie Schou Ringive til FinansWatch.

Dramatisk kup i Sparinvest var nøje planlagt

Sparinvest indgår samarbejde med amerikansk gigant

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også