Sparekassedirektør: Billigere lån skal lokke kunder til

I foråret sætter Svendborg Sparekasse prisen på udlån ned. Det skal lokke flere kunder til sparekassen, siger sparekassedirektør Svend Erik Kracht.
AF PIA MUNKSGAARD, pm@finanswatch.dk

Hvis kunderne ikke vil købe din vare, er det måske, fordi den er for dyr.

Derfor sætter Svendborg Sparekasse, der i går kom med regnskab, i løbet af foråret prisen ned på udlån, lyder det fra sparekassedirektør Svend Erik Kracht til FinansWatch.

”Vi har en mindre efterspørgsel på lån, og så må vi jo sætte prisen lidt ned,” siger han.

Fald i udlån

I 2010 faldt det samlede udlån med 7,1 pct. til 1,8 mia. kr., hvilket er det laveste siden 2007. Det har blandt andet betydet et fald i nettorenteindtægterne på 0,7 pct. til 101,8 mio. kr. Den lave aktivitet i udlån var særlig tydelig i fjerde kvartal, og det får nu sparekassen til at reagere.

”Vi kommer med nogle aktiviteter i løbet af foråret. For det er meget enkelt: Hvis det kniber med at sælge et produkt – og vores produkt er bl.a. udlån – så må vi kigge på, om prisen er den rigtige. Så der kommer nogle prisreduktioner på udlån,” siger Svend Erik Kracht, der regner med, at justeringerne vil være klar i april eller maj.

Til realkreditten

Det er blandt andet renten og ledigheden, der har været med til at svække sparekassens udlån.

”En del kunder har omlagt lån til realkreditten, fordi den variable rente er meget lav. Og så er der en begrænset efterspørgsel, i forhold til hvad vi kunne ønske os. Virksomhederne investerer ikke så meget, og de private tænker sig om, inden de bruger penge,” siger sparekassedirektøren.

Kapitaludvidelse

I første kvartal af 2010 foretog sparekassen en kapitaludvidelse på 3,1 mio. kr. for at styrke sparekassen kapitalgrundlag. Kapitaludvidelsen skal bl.a. sikre, at forretningsomfanget kan udvides - og at antallet af kunder kan øges. Derfor håber sparekassedirektøren også, at 2011 byder på flere omdrejninger for samfundshjulene.

”Vi vil jo gerne låne ud til folk, men vi slækker ikke på kreditkvaliteten i de her tider, og når vi har mindre efterspørgsel på udlån, så falder vores udlån, og så tjener vi færre penge,” siger han.

Udbytte til aktionærer

Sparekassens overskud før skat steg i 2010 til 40,2 mia. kr. fra 27,9 mia. kr. i 2009. Nettorente- og gebyrindtægter var næsten uændret i forhold til året før på 135 mio. kr. Sparekassen måtte nedskrive i niveauet 29 mio. kr., hvilket er 11 mio. mindre end i 2009. Sparekassen vil udbetale et udbytte til sine aktionære på 20 kr. pr. aktie.

For 2011 venter Svendborg Sparekasse et resultat før nedskrivninger, kursreguleringer og skat på "lidt under" resultatet i 2010.

Regnskab: Svendborg Sparekasse holder udbyttefest

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også