Svineproducenter kan give banker store tab

Svineproducenter kan give store tab i bankerne. Jyske Banks direktør, Anders Dam, afviser dog svinekrise. Det skriver Økonomisk Ugebrev.

"Stigende rente, stigende råvarepriser, stagnerende salgspriser og dioxinskandale i Tyskland har i den seneste måned gjort udsigterne for 2011 endnu mere usikre for mange tusinde danske svineproducenter. Mens situationen i løbet af det seneste år har rettet sig for mælkeproducenterne og er blevet væsentligt bedre for planteavlerne, så er landbrugets problemer nu i høj grad koncentreret i svinesektoren," skriver ugebrevet.

Videncenter for Svineproduktion forudser i sin seneste prognose fra december, at det gennemsnitlige resultat (efter finansposter, men før ejeren har trukket løn til sig selv ud af bedriften) for slagtesvineproducenter i 2011 kan blive på minus 520.000 kroner, for smågriseproducenter på minus 420.000 kroner og for integrerede svineproducenter på minus 457.000 kroner. Ifølge prognosen ser resultaterne for 2011 dermed ud til at kunne blive væsentligt dårligere end i 2010, der ellers har betegnet en forbedring (men stadig med negative resultater) i forhold til det meget dårlige 2009.

Nogle bankdirektører har i januar over for Økonomisk Ugebrev givet udtryk for frygt for, at en bølge af tab på landbrug kan komme til at udgøre en ny fase af finanskrisen, mens for eksempel direktør Anders Dam fra Jyske Bank har afvist, at der skulle være "en kæmpekrise" i landbruget.

"Men også Anders Dam erkender over for Landbrugsavisen, at situationen er usikker på bare tre eller seks måneders sigt," skriver ugebrevet.

RB-Børsen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også