Europas banker øger udlån til virksomheder
Banker i eurozonen øgede deres udlån til virksomheder i november, og det styrker håbet om, at det spirende økonomiske opsving vil lempe bankernes kreditpolitik, skriver Financial Times.
Lånene til virksomhederne i eurolandene steg med 0,2 pct. eller 11 mia. euro i november sammenlignet med oktober, viser tal fra den europæiske centralbank.
De nye tal understøtter ECBs opfattelse af, at vendepunktet for bankernes kreditpolitik nu er nået.
”Der er ingen klare tegn på, at bankerne nægter at give kredit til værdige lånere i et sådan omfang, at det vil vise sig som en kreditklemme i de økonomiske data”, skriver analytiker Holger Schmieding fra Berenberg Bank i en kommentar.
Mindre virksomheder kæmper stadig
Folk fra industrien peger dog fortsat på, at mindre virksomheder kæmper med finansiering.
”Der er nogle virksomheder, som slet ikke får banklån, eller får kun får dem på uacceptable vilkår,” siger Josef Trischler, administrerende direktør i den tyske ingeniørforening VDMA.
Det er også noget, som virksomhederne mærker herhjemme. I Danmark har næsten hver fjerde mellemstore virksomhed i løbet af 2010 oplevet at få et nej til en låneansøgning i banken, viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik blandt mere end 2.000 mellemstore virksomheder.
På årsbasis er eurozonens lån til virksomheder stadig 0,1 pct. lavere i november sammenlignet med året før.
Relaterede artikler:
Små virksomheder i USA oplever låne-tørke
For abonnenter