Regnskab: Overskud i Vestjysk trods høje nedskrivninger

Vestjysk Bank har præsteret et overskud på 35 mio. kr. trods fortsat høje nedskrivninger på 140 mio. kr. Basisindtjeningen ligger på niveau med fjerde kvartal men er hevet op af kursreguleringer.

Det er lykkedes Vestjysk Bank at hive et overskud hjem i årets første kvartal.

Banken, der kom ud af 4. kvartal 2012 med et underskud på 440 mio. kr. har i årets første tre måneder tjent 35 mio. kr. før skat. Banken kalder resultatet "inden for rammerne af ledelsens forventninger ved indgangen til året."

Direktør Vagn Thorsager er da også lettet over at kunne fremvise et positivt resultat

"Banken præsenterer i dag et lille overskud på bundlinjen. Effekten af en lang række tiltag begynder at vise sig, men i kølvandet på to meget turbulente og tabsgivende år, er det for tidligt at tale om et egentligt vendepunkt. Det tager megen tid og megen energi at vende en skude af vores størrelse, udtaler administrerende bankdirektør Vagn Thorsager, Vestjysk Bank i en meddelelse, og fortsætter:

"Basisindtægterne på 336 mio. kr. indeholder kursreguleringer på 70 mio. kr. og vurderes tilfredsstillende. Faldende driftsudgifter bidrager også til, at basisresultatet før nedskrivninger lander på 175 mio. kr. Omkostningsprocenten pr. 31. marts 2013 udgør blot 47,8 pct., hvilket er ganske godt præsteret."

Basisindtægterne på 336 mio. kr. skal ses mod 342 mio. kr. i sidste kvartal, men selve bankindtjeningen i form af renter og gebyrer er faldet en smule fra 293 mio. kr. til 259 mio. kr.

Nedskrivningerne har artet sig noget bedre end i sidste kvartal - i år udgør de indtil videre 140 mio. kr. mod 611 mio. kr. i Q4 og 669 mio. kr. i Q3 sidste år.

I Q1 2012 var nedskrivningerne dog også pæne med 106 mio. kr.

"Niveauet er fortsat højt, men dog af en væsentlig lavere størrelsesorden end henholdsvis tredje og fjerde kvartal 2012. Generelt forventer banken et markant lavere niveau for nedskrivninger for hele 2013 end sidste års nedskrivninger på ca. 1,5 mia. kr.," skriver vagn Thorsager i meddelelsen og understreger:

"De kommende kvartalers udvikling i behovet for nedskrivninger er dog fortsat usikker. Den økonomiske udvikling i samfundet viser ikke klare tegn på en stabil udviklingsretning. Mange erhvervsdrivende har betydelige indtjeningsmæssige udfordringer og håber på lidt snarlig medvind fra et forbedret økonomisk klima generelt."

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også