Vestjysk Bank modtager kritik og flere påbud efter tilsynsbesøg

Efter et ordinært besøg fra Finanstilsynet har Vestjysk Bank modtaget påbud og kritik. Finanstilsynet vurderer, at bankens forretningsmodel er "kompleks" på grund af mange store og komplicerede udlån, hedder det blandt andet i redegørelsen.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Den tidligere statsejede Vestjysk Bank får flere påbud for kreditpolitikken, må nedskrive for 33 mio. kr., bankens ejendommes værdi reguleres i den gale retning med 9 mio. kr. og endelig må banken hæve solvensbehovet fra 10,2 til 10,4 pct.

Det er resultatet efter, at Finanstilsynet var på besøg i Lemvig i maj og juni måned til en ordinær inspektion. Det var i løbet af denne periode, at tilsynets inspektion har givet anledning til flere påbud.

De regnskabsmæssige ændringer er dog allerede indeholdt i bankens seneste kvartalstal.

Tilsynet undersøgte 102 større engagementer, der var udvalgt på grund af risikoen.

"Finanstilsynet bemærkede, at afvigelser (fra kreditpolitik, red.) skal bevilges i bestyrelsen, og at omfanget af afvigelser bør være begrænset," skriver Finanstilsynet i redegørelsen.

"Finanstilsynet konstaterede endvidere, at bestyrelsen ikke modtog rapportering om overholdelsen af alle fravigelser og afvigelser, der er fastsat i kreditpolitikken. Banken fik påbud om at opdatere kreditpolitikken samt sikre, at der sker rapportering til bestyrelsen," lyder det videre fra tilsynet.

Flere påbud

Derudover får Vestjysk Bank påbud om at sikre, at bevillinger til projektfinansiering ligger inden for den af bestyrelsen fastsatte risikoprofil.

Vestjysk Bank får også påbud om at "sikre, at der foretages kontrol af alle væsentlige risikobehæftede aktiviteter".

Endelig er der kritk af bankens indsats på complianceområdet.

"Bankens risikostyrings- og compliancefunktioner har færre ressourcer end i andre gruppe 2-institutter, og det er den samme person, der er både risikoansvarlig og complianceansvarlig.  I forbindelse med gennemgangen konstaterede Finanstilsynet, at der var complianceopgaver, der ikke kunne nås i 2019 inden for den planlagte turnus," skriver tilsynet.

Denne kommentar førte også til et påbud om at styrke risikostyrings- og compliancefunktionen.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også