Klumme: I Sydbank har vi rettet fokus mod mikroinnovation, og det virker

Innovation, der kommer fra det team, som skal bruge ny teknologi, er en del af AI-strategien i Sydbank, skriver Kristian Mikkelsen, head of digital banking, i denne klumme.
Kristian Mikkelsen er head of digital banking i Sydbank. | Foto: Pr / Sydbank
Kristian Mikkelsen er head of digital banking i Sydbank. | Foto: Pr / Sydbank
AF KRISTIAN MIKKELSEN, HEAD OF DIGITAL BANKING I SYDBANK

Innovation forbindes ofte med store projekter og omfattende roadmaps, der har en tendens til at vokse sig større og større. I den verden, hvor store teknologiske gennembrud ofte stjæler opmærksomheden, bliver de små, men vigtige skridt, der driver innovationen fremad, let overset. 

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg selv er tilbøjelig til at stirre mig lidt blind på de store linjer og perspektiverne mange år ud i fremtiden. Men det er de små fremskridt, mikroinnovationerne, der er centrale for at fremme teknologisk udvikling og integrere det i vores dagligdag - især når det kommer til for eksempel AI, som, hvis man ikke har bemærket det, fylder forholdsvis meget hos os pt. 

Mikroinnovation handler ikke om at revolutionere eller implementere store, omfattende systemer og processer natten over; det handler om at komme i gang og løse reelle – ofte små – dagligdagsproblemer med den teknologi, vi har til rådighed lige nu. Det er en proces, hvor vi lærer ved at gøre, ved at eksperimentere i mikroskala og gradvist opbygge viden om, hvordan teknologi kan løse – i første omgang – små udfordringer. På den måde opbygges kompetencer i takt med, at større og større problemer løses. 

At samle Ikea-møbler

Man kan sammenligne det med at samle Ikea-møbler, en øvelse jeg i øvrigt selv har haft fornøjelsen af for nyligt. Det er altid sværest med det første skab. Man ved ikke helt, om man har vendt tingene rigtigt, og hvilke skruer der passer hvor. Men man bliver nødt til at prøve sig lidt frem - da jeg var kommet til skab nummer seks, behøvede jeg slet ikke at kigge i vejledningen. 

Sandheden er også, at en organisation kun kan håndtere x antal store strategiske projekter ad gangen. Men hvad sker der med alle de andre idéer? Skal de bare vente på, at en leder fra øverste niveau tilfældigvis lægger vejen forbi?

Det er selve essensen i vores digitale strategi i Sydbank. For svaret på ovenstående spørgsmål er nej. Vi skal turde slippe kreativiteten og teknologierne fri. Selvom det godt kan være en udfordring for sådan en som mig at give slip på kontrollen og overlade dele af den digitale udvikling til mine kolleger på tværs af organisationen og i brede træk lade det ske dynamisk – ellers ville det ikke være ægte mikroinnovation – ser vi, hvordan kreativiteten får stadig bedre vilkår i takt med, at flere kolleger begynder at interessere sig for det her område. 

I vores online kunde- og rådgivningscenter, Sydbank Direkte, har de for eksempel af egen drift bygget en prototype på et AI-værktøj, som automatisk skriver et resumé af en telefonisk kontakt. AI’en transskriberer ud fra en lydfil og udfærdiger et kort resumé af, hvad der blev talt med kunden om. Det sparer tid hos rådgiveren, som kan fokusere på samtalen fremfor at tage noter, og på sigt kan det give os et langt bedre overblik over de trends og emner, der optager kunderne. Jeg har set andre banker nævne den slags, når de har forholdt sig teoretisk til potentialet i AI. Men hos os er det ikke længere teori. Det virker – i mikroskala. 

Ægte mikroinnovation

Det er teamet selv, som har arbejdet med en hypotese om, at denne teknologi kunne bidrage med noget positivt, og prioriteret at teste det. I første omgang har de gjort det på fiktive samtaler - der er jo ingen grund til at involvere hele korpset af GDPR-folk, compliance, risiko mv., hvis teknologien ikke kan bære. Men det kan den, og nu er vi så småt ved at finde et begrænset område, hvor vi kan tage næste skridt i testen. Det er ægte mikroinnovation i min bog. 

Stjæl blot idéen – den er nemlig rigtig god, og mange har også haft den før os. Det handler om at føre den ud i livet. 

I mange virksomheder er der en forestilling om, at innovation skabes top-down fra ledelsen, men jeg tror på, at sand innovation opstår, når hele organisationen bidrager. Alle afdelinger bør være involveret i den digitale transformation, uanset om det er at optimere hjemmesiden, integrere AI i kundeservice eller noget helt tredje. Det er heldigvis ikke nødvendigt med store budgetter eller omfattende projekter for at komme i gang, hvilket ovenstående eksempel illustrerer meget godt. Små eksperimenter kan være startskuddet til større forandringer. Man kan sige, at mikroinnovation er gnisten, der kan tænde et stort bål. 

I sidste ende handler mikroinnovation om kreativitet og om hurtigst muligt at løse rigtige dagligdagsproblemer. Det handler om at tage små skridt mod store mål og om at lære undervejs. For hvis vi ikke eksperimenterer og tager chancer, står vi stille. Og i Sydbank står vi helst ikke stille. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også