Analytikere: Lavere Sydbank-resultat

Overskuddet vil stige fremover, men første kvartal vil ikke vække jubel hos Sydbank-aktionærerne, forudsiger analytikere.
Af Ritzau Finans

Sydbanks aktionærer kan se frem til stigende overskud i årene fremover, men regnskabet for første kvartal vil næppe vække den store jubel. Sådan lyder forudsigelsen i en prognose fra SME Direkt baseret på estimater fra de analytikere, der følger banken.

Første kvartal står til at blive svagere end samme periode sidste år, idet der ventes en basisindtjening på 1119 mio. kr. mod 1228 i første kvartal 2010. Nedskrivningerne ventes at falde, men det er ikke nok til at kompensere for den lavere indtjening, så resultatet før skat spås at falde til 99 mio. kr. fra 226 mio. kr.

Administrerende direktør Karen Frøsig lægger da heller ikke skjul på, at det bliver lavere omkostninger snarere end vækst i indtægter, der skal øge Sydbanks overskud den kommende tid.

"Vi kan godt vokse vores indtjening, selvom væksten er lav. Men der er heldigvis én ting, som vi selv er herre over, og som vi kan gøre noget ved, og det er, at vi kan bruge færre penge på at drive vores forretning," sagde hun for nylig i et interview med Finanswatch.

Ritzau Finans

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også