Regnskab: Underskud på 101 mio. kr. i Himmerland

Sparekassen Himmerland holder sig inden for forventningerne på basisindtjeningen, men må indkassere et underskud på 101 mio. kr. efter skat på grund af stigende nedskrivninger. Se fem års nøgletal i bunden af artikel. Opdateret.

Sparekassen HImmerland lander i 2011 med en basisindtjening i den lave ende af det forventede, nemlig på 146 mio. kr., hvor der var forventet mellem 140 og 160 mio.

Efter nedskrivninger og kursreguleringer er resultatet dog noget værre, nemlig et underskud på 101 mio. kr. Nedskrivningerne er steget fra 247 mio. kr. i 2010 til 261 mio. kr. i 2011.

" Resultatet er et spejlbillede af, at krisen ikke er ovre endnu. Det mærker en del af kunderne. Eksempelvis er sparekassens markedsområde kendetegnet ved mange små og mellemstore virksomheder, og mange af de disse virksomheder har det fortsat svært. Sparekassen har også kunder, der tidligere har lånt til investeringer i ejendomme og værdipapirer, hvor det også mærkes, at tiderne fortsat er svære," skriver banken i sit årsregnskab.

Større nedskrivninger på landbrug

Det er bl.a. FInanstilsynets julebrev, hvor det blev indskærpet over for bankerne at prisen på landbrugsjord var faldet og at værdiansættelserne på landbrugslån skulle justeres herefter, som har fået nedskrivningerne til at stige i Himmerland i Q4.

"Sparekassens nedskrivninger i 4. kvartal 2011, der i alt andrager 111 mio. kr., skal bl.a. ses i lyset af den stigende samfundsøkonomiske og markedsmæssig usikkerhed, samt af at sparekassen har foretaget en endnu mere forsigtig vurdering af landbrugsengagementerne på baggrund af Finanstilsynets udmeldinger i deres julebrev af 22. december 2011," skriver banken.

Dyre statslån

Bankens nettorenteindtægter er faldet en spids til 325 mio. kr. mens gebyrindtægterne er fastholdt i niveauet 127 mio. kr. Faldet i nettorenteindtægterne skyldes bl.a. udgifter til de statsgaranterede lån.

"Faldet i netto renteindtægter skyldes bl.a., at sparekassen har haft en meget stor overskudslikviditet bl.a. via optagelse af statsgaranterede obligationslån. En stor del af denne overskudslikviditet har været placeret i obligationer, hvor renteafkastet ikke har kunnet modsvare renteudgiften på de udstedte obligationslån. I 2011 har  sparekassen foretaget førtidige indfrielser af obligationslån for i alt 1,3 mia. kr., hvilket vil betyde en forbedring af netto renteindtægterne fremover," skriver banken.

Sparekassens udlån er steget med 263 mio. kr. til 6,6 mia. kr. svarende til en stigning på 4,2 pct., mens de samlede indlån incl. puljer er faldet med 71 mio. kr. til 7,2 mia. kr. svarende til et fald på 1,0 pct.

 

Nøgletal Sparekassen Himmerland årsregnskabet 2011:

 

Resultatopgørelsen:

 

Sparekassen Himmerland (Mio. kr.) 2007 2008 2009 2010 2011  
Netto renteindtægter 242 294 351 333 325  
Netto gebyrindtægter 158 140 141 122 123  
Kursreguleringer -11 -31 73 66 -27  
Basisindtægter før nedskrivninger Ikke opgivet          
Nedskrivninger 26 159 236 247 261  
Resultat før skat 245 39 17 -59 -140  
Nettoresultat 189 36 21 -39 -101  

 

 

 

Fra balancen:

 

Tal fra balancen (mia. kr.) 2007 2008 2009 2010 2011  
             
Indlån 4,7 5,0 6,7 6,7 6,70  
Udlån 5,6 6,0 6,4 6,3 6,50  
Egenkapital 1,5 1,5 1,5 1,5 1,40  

 

 

Øvrige tal – seneste 2 år: 2010 2011
     
Udlånsvækst i pct. -2,4 3,5
Indlånsvækst i pct 0,59 -0,07
Faktisk solvens i pct. 18,7 18,1
Solvensbehov i pct. 10,2 11,2
Egenkapitalforrentning i pct. efter skat -2,6 -7,1
Årets nedskrivninger i pct. 3,2 3
Indtjening pr. omkostningskrone 0,9 0,8
Udbytte pr. aktie 0 0
     

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også