Faaborg lukker fem filialer

En stigende brug af netbank og udfordringer med at tiltrække kvalificerede medarbejdere til meget små filialer, får nu Sparekassen Faaborg til at lukke fem filialer. Til gengæld åbnes tre nye i Middelfart, Svendborg og Nyborg, hvor banken ikke er repræsenteret

Fem helt små filialer i Sparekassen Faaborg fusioneres nu ind i allerede eksisterende filialer for at sikre, at banken også fremopver kan betjene kunderne bedst muligt og tiltrække de rigtige mdarbejdere, oplyser sparekassen i sit årsregnskab.

"Der kommer stadig flere udfordringer for de helt små afdelinger med en bemanding på tre eller færre medarbejdere. En af de væsentligste udfordringer er den faldende aktivitet i afdelingerne som konsekvens af, at kunderne i stigende grad kan og vil betjene sig selv med dagligdags bankforretninger. Samtidig er det stadig sværere at opretholde et bredt og højt kompetenceniveau og rekruttere kvalificerede medarbejdere til de små afdelinger," skriver banken i årsregnskabet.

Det er filialer, som allerede ligger meget tæt på hinanden, der nu fusioneres, og målsætningen er fortsat, at ingen fynske kunder i Sparekassen Faaborg skal have mere end 15-20 km til nærmeste afdeling af sparekassen.

Åbner tre nye

Når sammenlægningerne er gennemført, vil Sparekassen Faaborg have i alt 17 privatkundeafdelinger og 2 erhvervscentre.

Fusionerne vil uundgåeligt medføre, at der kommer nogle medarbejdere i overskud, men sparekassen forventer, at dette kan klares ved naturlig afgang.

"Sammenlægningerne skal også medvirke til at frigive ressourcer i organisationen til at udvide markedsområdet," skriver sparekassen.

Ud over de fem filiallukninger er der nemlig også planer om at udvide forretningen i de tre fynske byer Nyborg, Middelfart og Svendborg, hvor Sparekassen Faaborg i dag ikke er repræsenteret. Her skal udelukkende oprettes rådgivningscentre, hvillket vil sige, at der ikke kommer til at være decideret kassebetjening.

De nye centre forventes åbnet inden for 1-2 år, mens lukningerne af de fem filialer forventes gennemført allerede i 2. og 3. kvartal 2012.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også