Faaborg-fond vil afvikle problemengagementer

I en pressemeddelelse understreger formanden for Fonden for Faaborg Sparekasse, at fonden fremadrettet kun skal eje aktier i banken (Opdateret 11.48)

Jyllands-Posten har de seneste dage skrevet intensivt om de problemfyldte engagementer, der tynger i Fonden for Faaborg Sparekasse, der bl.a. døjer med en tom pengekasse og giftige forpligtigelser overfor både banker og ejendomsinvestorer.

Formanden for fonde, Niels Erik Jørgensen, melder nu ud via en pressemeddelelse fra en forretningsrejse i Frankrig.

”Fonden har i dag en række aktiviteter indenfor blandt andet ejendomsmarkedet – men den primære aktivitet er som storaktionær i Sparekassen Faaborg A/S. Den opbygning, som Fonden har i dag, er ikke en opbygning, som den nuværende ledelse finder hensigtsmæssig,” skriver fonden i den skriftlige meddelelse.

Klarere fokus

Derfor er ledelsen med den nye formand Niels Erik Jørgensen i spidsen i gang med en omstrukturering og afvikling af aktiviteterne i Fonden.

”De aktiviteter, der i dag ligger i Fonden, er lagt over i Fonden for flere år siden. Den nuværende ledelse i Fonden er i gang med at undersøge, hvordan vi bedst muligt afvikler Fondens aktiviteter. Målet er en fond, der ikke laver andet end at besidde aktier i Sparekassen Faaborg og uddele midler til godgørende formål på Fyn,” siger formand Niels Erik Jørgensen via pressemeddelelsen.

Han mener ikke, at fonden er i akutte problemer.

”Vi står ikke med udfordringer, der ikke kan løses eller som på nogen måde vil påvirke banken, Sparekassen Faaborg negativt. Det er meget vigtigt at understrege. Men det er helt klart min holdning, at Fonden bestemt ikke skal bruges til andet end at være storaktionær i Sparekassen Faaborg. Det er derfor vi har sat yderligere gang i en afvikling af de omtalte aktiviteter. Men når man har at gøre med ejendomme, er det ikke noget, der kan ordnes med et trylleslag, siger Niels Erik Jørgensen, der tiltrådte som formand for Fonden i starten af året.

Flere muligheder

Af pressemeddelelsen fremgår det, at bestyrelsen arbejder med flere muligheder for at få afviklet aktiviteterne i Fonden.

”Vi har flere muligheder. Men vi vil gerne være sikre på, at vi gør det uden unødvendige tab. Jeg kan dog slå helt fast, at der ikke bliver tale om, at Fonden vil sælge ud af aktierne, slet ikke,” siger Niels Erik Jørgensen.

Han mener samtidig, at der har været skabt en helt unødvendig usikkerhed om banken, fordi det er blevet blandet sammen, at fonden og banken er to ens størrelser.

”Der er tale om to selvstændige enheder. Jeg kan garantere alle kunder og aktionærer for, at banken er sund og solid,” siger Niels Erik Jørgensen.

Han er også formand for bankens bestyrelse, hvilket han har været siden generalforsamlingen i år. I pressemeddelelsen henviser man til bankens kvartalsrapport for 1. kvartal.

”…hvor der er en egenkapital på næsten 1 mia. kr., en overordentlig pæn likviditet og et godt solvensmæssigt grundlag,” skriver banken selv.

Direktør vil rydde op i ejerfonden

Sparekassefond blev brugt som skraldespand

Kassen er tom i Faaborg

Fond vil afhænde sine ejendomme

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også