Mislykket it-fusion sender Spar Nord til BEC

Henover sommeren måtte BEC og SDC igen sande, at en fusion mellem de to selskaber ikke er mulig, og det er en af grundene til, at Spar Nord har valgt at forlade SDC til fordel for BEC.

I løbet af sommeren har datacentralerne BEC og SDC igen talt om fusion, men det kunne ikke lade sig gøre. Da Nykredit samtidig har valgt at blive fuldgyldigt medlem hos BEC, har Spar Nord også vurderet, at det er mere attraktivt for banken at følge med.

"Jeg har selv talt for, at vi skulle have de tre datacentraler slået sammen. Det er et synspunkt, vi har haft gennem flere år, for det er lidt dumt, at vi går og bruger penge på hver især, som vi lige så godt kunne gøre én gang. Den strategiændring, der sker i Nykredit, hvor de neddrosler deres egne it-aktiviteter og lægger langt flere aktiviteter ind til BEC, har klart haft en betydning for os," siger John Lundsgaard, der er bankdirektør og ansvarlig for it-området i Spar Nords direktion, til FinansWatch og fortsætter:

"Derfor syntes vi, at det var anledningen til at lave en fusion, og det har der været nogle en sondering omkring henover sommeren, og det har ikke kunne lykkedes at få de ting til at nå sammen, for der er forskellige strategiske perspektiver i de to virksomheder, og det er jo fair nok. Så har vi i Spar Nord vurderet, hvad der vil stille os og vores aktionæret bedst, og der har vi vurderet, at den nye konstellation her vil være mere attraktiv for os."

Nykredit offentliggjorde sin beslutning om at blive medlem hos BEC i går, men beslutningen har været et stykke tid undervejs. John Lundsgaard hørte først om beslutningen i går, men han var ikke overrasket over den.

"Jeg fik det at vide i går. Men jeg synes, at hvis man ser de beslutninger, Nykredit har truffet omkring deres egen strategi og de personaletilpasninger, de har taget, så har det ligget i kortene,” forklarer han.

Tror du, at jeres beslutning tipper balancen mellem BEC og SDC, så en fusion kan komme på tale igen?

"Klokken 8.30 trådte jeg tilbage som formand for SDC og er nu alene medlem af bestyrelsen. Så jeg skal ikke udtale mig om, hvad SDC skal fremadrettet. Og jeg vil sige, at med de sonderinger, der har været henover sommeren, så vil jeg personligt ikke anse det for sandsynligt, at det sker lige nu."

Flere deler omkostningerne

Der er to primære årsager til, at Spar Nord regner med at komme til at stå stærkere hos BEC med den nye situation, der er opstået, efter Nykredit har meldt sig ind.

"Det handler om økonomi og udviklingskapacitet. Vores ræsonnement har i lang tid været, at it og digital udvikling for fremtiden ikke bliver mindre vigtigt, end det er nu. Kunderne har nogle behov for digitalisering, som vi skal efterkomme, og myndighederne har også nogle ret præcise krav til, hvad vi skal gøre, og det skal være it-understøttet. Desuden skal vi have optimeret vores interne processer," fortæller John Lundsgaard.

Når udviklingsopgaverne er så store, mener Spar Nord derfor, at det er en fordel, at der er mange forskellige, store banker, som kan være med til at dele omkostningerne.

"Vi tror, at når nu man ikke kan lave en fusion, tror vi, at vi står stærkere ved det selskab, der er i BEC, særligt fordi Nykredit nu har meldt sig ind som fuldgyldigt medlem hos BEC. De kan så trække nogle af udviklingsopgaverne, som kan deles imellem Nykredit, Handelsbanken, Arbejdernes Landsbank og Spar Nord, hvor vi har en opfattelse af, at vi på SDC på nogle områder i vid udstrækning har trukket nogle af udviklingsopgaverne," siger han.

Spar Nord forventer en besparelse på 35 mio. kroner i 2016 og 55 mio. kroner om året efter 2016 på at skifte fra SDC til BEC.

(opdateret)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også