Regnskab: Spar Nord i hård kamp for vækst

Spar Nord må se nedskrivningerne stige med 14 pct. i forhold til 2011. Marginal vækst på både indlån- og udlån, mens omkostningerne også er skåret en smule. Forventer at øge basisindtjeningen med 100 mio. kr. i 2012. (Opdateret)

Spar Nord sender en årsrapport for 2011 på gaden, som i det store hele ser fin ud, hvor en kapitaludvidelse i første kvartal tager en stor del af opmærksomheden.

Banken forventer et provenu på 850 mio. kr., så kapitalbasen kan blive styrket og instituttet dermed kan stå bedre rustet til at tage del i den vækst, som alle går og sukker efter.

På positivsiden må Lasse Nyby trods alt glæde sig over, at banken formår at vokse sin lånebog i 2011, hvor det er blevet til en stigning i udlånet på 1 pct. Netto er der kommet 7.000 nye kunder til. Ganske vist kan de Aalborg-baserede bank ikke følge med den flotte udlånsvækst som eksempelvis Nordea kan mønstre, deres udlån voksede med 6 og 2 pct. på henholdsvis erhvervs- og privatkunder i 2011. Spar Nords samlede udlån er på 31,2 mia. kr.

Ikke mærkbart

Men trods alt kan Spar Nord registrere en mindre vækst, som har været på ledelsens agenda hele 2011, hvor de mange tilkøbte og nye filialer fra "de glade år" har skullet vise, at de kunne suge forretninger til sig. Væksten har ikke været mærkbar, men den er der i en samfundsøkonomi, hvor hjulene kører meget langsomt.

På indlån har Spar Nord suget en smule likviditet til sig i 2011, hvor der er samlede indlån på godt 37,5 mia. kr., det er en vækst på 1,4 pct. i forhold til 2010.

For enhver bankdirektør er det væsentligt at lande en fornuftig bundlinje, og her kan den ambitiøse Nordjyske bank glæde sig over, at der er markant fremgang i forhold til årsrapporten 2010. På bunden landede Lasse Nyby knap 275 mio. kroner, mens resultat før skat hed 344,9 mio. kr., det skal holdes op mod et ditto før-skat-resultat i 2010 der var hele 212 mio. kr. lavere.

"Når vores 2011-regnskab bliver så meget bedre end 2010, skyldes det bl.a., at vi ikke har skullet bidrage til sektorløsninger i samme omfang som sidste år. Men der er bestemt også grund til at glæde sig over, at vi får så mange nye kunder, at vi formår at skabe positiv udlånsvækst i et marked, der ellers falder markant, og at vi har reduceret vores omkostninger sammenlignet med sidste år," siger Lasse Nyby i en skriftlig kommentar til regnskabet.

Nettorenteindtægterne voksede

Netop på omkostningssiden har Spar Nord i 2011 formået at skære 0,6 pct. bort, banken lancerede bl.a. en fyringsrunde tilbage i august måned sidst år.

De 7000 nye kunder, der netto  er kommet til banken i 2011, slår bl.a. igennem indtægtssiden, hvor nettorenteindtægterne voksede med 2,3 pct. i 2011 til 1,48 mia. kr. På gebyrsiden var der omvendt tilbagegang, hvor faldet blev på 4,4 pct. ned til små 477 mio. kr.

Ligesom de fleste andre institutter så må også Spar Nord konstatere, at kursreguleringerne dykker, her er der et fald på mere end 50 pct. ned til 130 mio. kr.

På basisindtjeningen før nedskrivninger går Spar Nord tilbage fra 833,5 mio. kr. til 698,1 mio. kr. i 2011. Selve nedskrivningerne stiger for banken, der voksede med små 14 pct. til fodt 400 mio. kr. i 2011.

"På den negative side må vi konstatere, at konjunkturerne stadig er udfordrende, og at nedskrivningerne på vores udlån derfor stadig er i den høje ende. Men alt i alt står vi rigtig stærkt på banen, og efter den kapitaludvidelse på 850 mio. kr., som vi planlægger at lancere i 1. kvartal, vil vi fremstå som en meget velkapitaliseret bank," siger Lasse Nyby ifølge en skriftlig kommentar til regnskabet.

På kapitalsiden kan Spar Nord mønstre en solvensprocent på 14, kernekapitalprocenten er på 13,3 - men det er inklusive hybrider. Den rene kernekapitalprocent er på 10,4.

Fik løst funding-situationen

For landets femtestørste bank bød 2011 på en løsning på fundingsituationen, hvor året ellers mstartede nervøst med et aflyst obligationsalg i kølvandet på Amagerbankens krak, hvor der pludselig ikke var den store interesse i at købe seniorgæld i danske institutter, da de internationale markeder så, at investorerne i Amagerbanken fik et hair-cut.

Lasse Nyby og co. fandt dog en løsning i efteråret, da man solgte sin ellers succesrige leasing-forretning til Anders Dam og co. nede i Silkeborg. En handel som begge parter udtrykte stor tilfredshed med, men det må have gjort ondt i Aalborg at se banken bygge en velindtjenende enhed op, for derefter at forære den bort til en konkurrent, fordi de internationale pengemarkeder pludselig frøs til is.

 

Forventninger til 2012

På trods af forventninger om makroøkonomiske og strukturelle udfordringer i 2012, forventer Spar Nord dog, at 2012 vil byde på en pæn indtjeningsvækst i forhold til det forgange år. Konkret forventer banken at kunne realisere en basisindtjening før nedskrivninger på ca. 800 mio. kr. Fremgangen forventes at blive tilvejebragt af stigende nettorenteindtægter kombineret med tilbageholdenhed på omkostningssiden.

 

Nøgletal fra Spar Nords årsrapporter 07-11:

 

Fra resultatopgørelsen:

(mio. kr.) 2011 2010 2009 2008 2007
Netto renteindtægter 1472 1608 1768 1502 1150
Netto gebyrindtægter 477 506 417 402 483
Kursreguleringer 130 268 304 -68 182
Basisindtægter før nedskrivninger 749 587 729 360 722
Nedskrivninger 404 454 584 236 -111
Resultat før skat 345 133 145 124 833
Nettoresultat 275 105 118 95 680

 

Fra balancen:

(mia. kr.) 2011 2010 2009 2008 2007
Indlån 37 37 36 38 31
Udlån 39 40 37 44 40
Egenkapital 4,6 4,4 4,1 4 4,1

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også