Prisvinder for femte år i træk – sådan holder John Fisker Landbobanken og sig selv til ilden

Årets Finansvirksomhed: Der er ingen strategiske, finansielle mål for egenkapitalforrentning, udlånet eller andre finansielle resultater i Ringkjøbing Landbobank. Alligevel vinder banken to priser til Årets Finansvirksomhed, der kåres i samarbejde med konsulentvirksomheden EY.
John Fisker | Foto: Watch Medier / Simon Richard Nielsen
John Fisker | Foto: Watch Medier / Simon Richard Nielsen
AF SIMON RICHARD NIELSEN OG CHEFANALYTIKER JENS BOJSEN RUSKOV

"Det er jeg meget, meget glad for."

Han lyder rent faktisk overrasket, da FinansWatch fanger topchefen i Ringkjøbing Landbobank, John Fisker, for at overbringe nyheden om, at banken vinder prisen i kategorien "store banker" i Årets Finansvirksomhed samt en pris i kategorien "vækst".

Det er ellers femte år i træk, at John Fisker modtager en lignende besked fra FinansWatch.

Konsulent- og revisionsselskabet EY har gennemtrawlet regnskaberne for 2019, og bankerne opnår point både for den konkrete præstation i 2019 og for udviklingen i forhold til tidligere år.

Her er ingen synsninger. Kun en sammenvejning af de nøgne tal for indtjening (egenkapitalforrentning), vækst i indtægter, soliditet samt effektivitet tæller i kampen om at blive Årets Finansvirksomhed.

Og ifølge John Fisker er de hårde tal paradoksalt nok end ikke på lystavlen i bankens strategiske sigte.

"Nu kunne man jo tro, vi løber efter nøgletal og resultater i målbare enheder. Det gør vi faktisk ikke. Vi brænder for og løber efter at gøre forretninger med vores gode kunder. Det er ultimativt også det, der tænder medarbejderne," siger han.

"Der er en fantastisk sammenhæng mellem at sælge noget, altså opfylde en kundes behov, som derfor bliver glad, fordi vi har noget at tilbyde, og så til at det også giver gode resultater for banken."

Ingen strategiske mål for indtjeningen

Derfor bliver der også flittigt gjort brug af mål for, hvor meget kundekontakt medarbejderne har. Ligeledes bliver der målt på, om bankens rådgivning virker – om kunderne opnår en merværdi. Data betyder såmænd en hel del for Ringkjøbing Landbobank.

"Medarbejderne tændes af, at det lykkes for kunderne. Jeg tror ikke, det duer, hvis en medarbejder skulle tændes af, at banken skal tjene så og så mange penge," siger John Fisker.

"De finansielle resultater er 100 pct. et biprodukt af det store arbejde," siger han.

Kritiske røster vil måske mene, at Ringkjøbing Landbobanks meritter er resultatet af et bevidst fravalg af de helt små og de helt store og komplicerede kunder i henholdsvis privat- og erhvervssegmentet.

Solide boligejere, private banking og mellemstore danske virksomheder er nøglen til at forstå landbobankens succes.

John Fisker vil gerne medgive, at man ikke er meget for komplicerede organisationer i Ringkjøbing. Og dog.

"Store erhvervskunder, der kræver et stort setup – det kan vi ikke lave penge på. Der er også rigtig mange små kunder i Danmark, man ikke kan tjene penge på. Men vi kan sådan set godt lide komplekse kunder, og mange af de forretninger, vi laver, er ganske komplekse," siger han.

Købmandsskabet er intakt

Han nævner som eksempel bankens engagement i vindmølleparker, hvor den bagvedliggende struktur på f.eks. udenlandske projekter kræver store investeringer for banken at være med i.

Faktorerne i de projekter kræver stort kendskab til masser af jura, aftaler med udenlandske banker, kendskab til statstøtteordninger, mellemfinansiering med andre partnere og offentlige elprisaftaler.

"Men når først alt det er skruet sammen, så har du et stærkt setup. Og det er jo typisk med engamenter af 12 års løbetid, som efterfølgende kræver få ressourcer," forklarer John Fisker.

Netop de store investeringer i hele planlægningsfasen er for John Fisker også et eksempel på, at man ikke bare kan spare sig til en høj indtjening med jysk flid og nøjsomhed.

"Vi har faktisk ikke noget imod at bruge mange penge. Når vi undersøger en ny forretning, så siger vi, at omkostningerne kun må udgøre 50 pct., men gerne ned til 20 pct. Lige nu ligger vi på et gennemsnit på 38 pct. Så hvis vi kan se, at vi skal bruge 1 krone for at tjene 3 kroner, så skal vi da bruge alle de penge, det skal være," siger John Fisker.

Men først skal forretningsidéen testes af i de små.

"Hvis vi har en god idé, så prøver vi den af på et tidligt tidspunkt. Så ser vi om vi kan få pengene hjem tre gange igen. Det er jo ikke noget, vi gør for 50 mio. kr. Vi starter i det små, og hvis det går godt, så kan vi ansætte en mand mere, og så en mere og så videre," siger han.

"Det duer ikke at ansætte en hel masse, som så går og keder sig," siger John Fisker.

"Jeg bliver fuldstændigt høj af at være sammen med mine medarbejdere og ser, at de også trives med hele tiden at udvide en lille smule mere. Lidt flere markedsandele, lidt flere erobringer. Små skridt. Så får man et fantastisk miljø."

"Det er ikke så indviklet," siger topchefen.

Kåringen og undersøgelsen bag priserne er en del af rapporten Årets Finansvirksomhed, der udgives af FinansWatch i samarbejde med EY. Rapporten er gratis for abonnenter på FW Insight, men kan også købes separat.

Se et preview af rapporten her.

Vi har samlet alle artikler og en række videointerviews af nøglepersoner i finanssektoren i nedenstående artikel:

Årets Finansvirksomhed skydes i gang – læs alt om prisuddelingen her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også