Nordjysk bankboss: Det bliver aldrig umoderne at spise

Jens Ole Jensen, topchef hos Nordjyske Bank, tror fuldt og fast på et stærkt landbrugserhverv i Danmark fremover. ”Lad nu være med at skære alle landbrugskunder over en kam,” siger han. (Opdateret 12.37)
Foto: Casper Dalhoff/Jyllands-Posten
Foto: Casper Dalhoff/Jyllands-Posten

I det brede mediebillede er der to typer af farlige bankkunder. Eller måske tre.

Ejendomsinvestorer. Landmænd. Og måske også de privatkunder, hvor friværdien er gået til fis og ballade, og hvor billederne af TV3´s program ”Luksusfælden” dukker op på nethinden.

For adm. direktør Jens Ole Jensen fra Nordjyske Bank er det et alt for stereotypt billede af de danske bankkunder. Han medgiver gerne, at han har mange landbrugskunder i sine lånebøger, og der er også nogle af dem ”der skal hjælpes ud af erhvervet”, som han formulerer det. Men han er også glad og stolt ved mange af de landmænd, som han har ydet lån til. For de driver grundlæggende en sund forretning. Og nok så vigtigt: de driver en forretning der er langtidsholdbar. Også selvom konjunkturerne river og flår lidt i både marker og stalde i disse år.

Meget bliver umoderne

”Vi tror på det erhverv. Jeg har oplevet krisen i 80´erne og i 90érne, så vi har prøvet det før. Jeg har to indgange til det. Det bliver ikke umoderne at spise. Meget andet bliver umoderne, men mennesker rundt omkring i verden skal have mere og bedre mad,” siger Jens Ole Jensen til FinansWatch.

”Vi vil se et stort behov for fødevarer i Indien og Kina, når middelstanden skal have bedre mad. Og den tendens er god for de danske landmænd. Og den anden positive ting, set med landbrugets briller på, er, at landmændene kommer til at producere energi af deres affaldsprodukter. Det er jo vigtigt, sådan at vi kan blive frigjort fra ”slyngelstaterne” i Mellemøsten. I USA kan de allerede i dag lave det billigt på rester af bl.a. majs ved hjælp af enzymer. Så det er en udvikling jeg tror, vil hjælpe landbruget i Danmark på lang sigt,” siger topchefen fra Nordjyske Bank.

Skal nok klare sig

Men der er jo meget langt fra et dansk landbrug i Nordjylland til tallerkenerne i Indien. Har du set konkrete og specifikke forretningsplaner, som gør at danske landbrug får glæde af de globale trends, som du nævner?

”Det er svært sådan lige at sige præcist, hvordan danske landmænd skal levere fødevarer til Indien. Og jeg ved heller ikke, om de skal levere fødevarer helt ovre i Indien. Men vi beder bare om, at danske landmænd har samme rammevilkår som landmænd i de lande, vi konkurrerer med. Så er jeg sikker på, at de nok skal klare sig. Den der store bekymring den deler jeg ikke,” siger Jens Ole Jensen.

Driver ikke gårdene

Det er også vigtigt for ham at understrege, at bankens egen eksponering mod landbruget er sund – om end den er stor. Jens Ole Jensen håber bare, at kritikerne – eller skeptikerne – omkring landbrugserhvervet, og de banker der låner ud til dem, vil kigge på de tal, der ligger bag.

”Vi har ingen landbrug, som vi har lånt ud til, hvor vi har taget boligen i pant, altså hvor vi driver gården. Den her bank er så stor, men også så lille, at direktøren kender samtlige engagementer. Fordi vi har erfaring fra tidligere kriser i erhvervet, så begyndte vi faktisk lidt før tid at lave nedskrivninger på landbruget,” siger han.

Meget lille gearing

Han peger på, at nedskrivninger og hensættelser på engagementer med landbrugserhvervet i alt udgjorde 154 mio. kr. i 2010 - eller 10,5 pct. af bruttoudlån og garantier til branchen. Her minder bankdirektøren om, at det er vigtigt at huske på, at udlån og garantier med objektiv indikation for værdiforringelse er fuldt afdækket med nedskrivninger/hensættelser og forsigtigt ansatte sikkerheder.

”Vi er på det rene med, at det eneste en kritiker kan have fokus på i vores forretning, det er landbruget. Men det er helt afgørende her, at vores egenkapital kun er gearet fem gange, det er meget lavt. Og vores udlån til landbruget er kun på 109 pct. i forhold til egenkapitalen. Det er meget lille gearing,” siger Jens Ole Jensen.

1200 søer

Den erfarne bankdirektør lægger ikke skjul på, at der helt afgjort er nogle landmænd, der på ordentlig vis skal hjælpes ud af erhvervet.

”Men vi skal også huske på, at der er andre landbrug, der bliver større. Vi har masser af dygtige landmænd i Nordjylland, som har en god fremtid foran sig. Vi har bl.a. lige givet udlån til en kunde, hvor nogle unge mennesker laver en helt nye svinestald til 1200 søer. Det er der perspektiv i. Så jeg syntes, at man skal passe på med at skære alle landbrugskunderne over en kam,” siger Jens Ole Jensen til FinansWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også