Nordeas bestyrelse kan se frem til klækkelig lønforhøjelse

Nomineringsudvalget i Nordeas bestyrelse foreslår, at bestyrelsesmedlemmerne skal have mere end 15 pct. mere i løn fremover.
Foto: Christensen Klavs Bo
Foto: Christensen Klavs Bo

Bestyrelsesarbejdet i Nordea er blevet mere komplekst, og derfor bør bestyrelsens medlemmer have mere i løn. Sådan lyder budskabet fra nomineringsudvalget i den nordiske storbank forud for selskabets generalforsamling, der finder sted 19. marts.

Samlet set bør vederlaget forhøjes med 15,5 pct., foreslår nomineringsudvalget, der har Torbjörn Magnusson som formand.

Det dækker over, at samtlige bestyrelsesmedlemmer får forhøjet deres vederlag med 7,5 pct., mens vederlaget for udvalgsarbejde skal stige med 64 pct. for bestyrelsesformanden og 65 pct. for de øvrige bestyrelsesmedlemmer. Dermed vil et bestyrelsesmedlem i Nordea få en betaling på 86.250 euro om året, svarende til cirka 642.000 kr. Dertil kommer 25.000 euro for arbejdet i aflønningsudvalget, revisionsudvalget og risikoudvalget.

Bestyrelsesformandens vederlag vil, hvis forslaget stemmes igennem, blive på 279.000 euro, svarende til 2,1 mio. kr. Dertil kommer, at han får 35.000 euro for udvalgsarbejde. Næstformandens vederlag bliver på 132.500 euro om året.

- Nomineringsudvalget konstaterer, at bestyrelsesarbejdet i Nordea er blevet mere komplekst og tidskrævende og kræver et mere omfattende forberedelsesarbejde i bestyrelsesudvalgene, fremgår det af forslaget.

Nomineringsudvalget har ligeledes foretaget en sammenligning med andre nordiske banker, og ud over, at bestyrelsesarbejdet er blevet mere komplekst, begrunder nomineringsudvalget også sit forslag med nye regler. De nye regler om begrænsning af antallet af bestyrelsesposter har ifølge udvalget gjort, at flere af Nordeas bestyrelsesmedlemmer har trukket sig fra andre bestyrelsesposter.

Nomineringsudvalget foreslår i øvrigt genvalg af samtlige bestyrelsesmedlemmer, bortset fra Elisabeth Grieg, der ikke genopstiller. Derudover foreslås nyvalg af Silvija Seres og Birger Steen. Björn Wahlroos foreslås genvalgt som formand.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også