Nordea følger rentesænkning i Nationalbanken

Nordea har valgt at følge Nationalbankens nedsættelse af de ledende rentesatser med op til 0,3 procentpoint. Bankens renteændring omfatter udvalgte indlåns- og udlånsprodukter, men det er endnu ikke fastlagt hvilke. (Opdateret).

(Opdateret kl. 17.50 med kommentar fra Nordea)

Nordea har som den første større bank gået ud med en meddelelse om, at banken følger Nationalbankens rentesænkninger.

På grund af købspres på kronen har Nationalbanken ad to omgange sænket renten. Den 19. januar blev udlånsrenten og indskudsbevisrenten sænket med 0,15 procentpoint till henholdsvis 0,05 pct. og minus 0,2 pct., og den 22. januar blev renten på indskudsbeviser sænket med yderligere 0,15 procentpoint til minus 0,35 pct.

Det er de rentesænkninger, som Nordea nu har besluttet sig for at følge.

”Som følge af Nationalbankens renteændringer på samlet 30 basispunkter og de deraf ændrede markedsvilkår, sænker Nordea renten med op til 0,3 procentpoint på udvalgte udlåns- og indlånsprodukter. Renteændringen gælder med virkning fra 8. marts 2015,” hedder det i en yderst kortfattet pressemeddelelse fra Nordea.

Den svenske storbank er den første, der vælger at følge Nationalbanken. Danske Bank og de øvrige store banker i Danmark har indtil videre ikke flyttet deres rentesatser over for kunderne. Der har typisk været tradition for, at de danske banker først flytter deres renter over for kunderne ved renteændringer fra Nationalbanken på omkring et halvt procentpoint.

"Vi har ikke lagt os fast på satser eller produkter endnu, så vi kan endnu ikke sige, hvad konsekvenserne bliver af vores renteændringer," siger Stephan Ghisler-Solvang, pressechef i Nordea.

Han understreger dog, at der ikke er nogen kunder der får negative indlånsrenter som følge af renteændringen.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også