Regnskab: Overraskende stærkt 4. kvartal for Nordea

Nedskrivningerne var dog stigende for den nordiske storbank i årets sidste kvartal, men bundlinjen er langt bedre end forventet af analytikerne. Banken oplever moderat fremgang på årsbasis sammenlignet med 2010 på de fleste parametre. Se femårs-tabel med nøgletal i bunden af artikel. (Opdateret)
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Nordea sluttede 2011 stærkt af med en overraskende flot indtjening, trods en stigning i nedskrivningerne. Det fine 4. kvartal bidrager til indtrykket af et ganske solidt 2011 for Christian Clausen og co., der oplevede nettorenteindtægterne vokse med 6 pct. i 2011 i forhold til 2010, nedskrivningerne falder med 6 pct., mens bundlinjen kan notere en tilbagegang på årsbasis på 1 pct. Det risikojusterede resultat går frem med 4 pct. sammenlignet med 2010.

"Vores fokuserede relationsstrategi og plan for det nye normale har skabt øget effektivitet i forhold til omkostninger, kapital, likviditet og funding. Samtidig har vi fastholdt en stærk indtægtsvækst og solid resultatudvikling," skriver Christian Clausen i en kommentar til regnskabet.

Koncernchefen er glad for, at banken på flere parametre kan notere rekordresultater i et udfordrende år som 2011.

"Vi har opnået et rekordhøjt antal relationskunder og rekordhøje indtægter i både 4. kvartal og for hele året 2011. Omkostningsvæksten er reduceret, og de samlede omkostninger lå på samme niveau i 4. kvartal som for et år siden," skriver bankens danske CEO.

Selvom Christian Clausen formodentlig er ganske tilfreds med koncernens præstationer i 2011, så vil han nok alligevel sende en tanke eller to til bestyrelseslokalet, hvor der sidder en ny formand for bordenden i skikkelse af Björn Wahlroos. Manden bag finske Sampos store succes har øget kravet til bankens indtjening og har i klare vendinger kommunikeret ud, at væksten må vige til fordel for en stærkere bundlinje til glæde for aktionærerne. Og på lige nøjagtig dét parameter går Nordea faktisk 1 pct. tilbage i 2011 i forhold til 2010, selvom der er fremgang på en række fronter på indtægtssiden.

Stærk bundlinjefremgang i Q4

Nordea sluttede året stærkt af og kunne levere en markant fremgang på bundlinjen sammenlignet med det foregående kvartal. Resultatet før nedskrivninger blev på små 1,3 mia. euro, hvor kvartalet inden lød på 678 mio. euro. Nettonedskrivningerne på udlån gik dog den forkerte retning, hvor de 112 mio. euro i 3. kvartal, steg til 263 mio. euro i 4. kvartal. Analytikerne havde også forventet større nedskrivninger i Nordea, bl.a. som følge af koncernens eksponering mod den pressede skibsindustri.

PÅ nettorenteindtægterne var der en 3 procents fremgang at spore op til 1.427 mio. euro, gebyrerne voksede ikke i helt det samme tempo, hvor fremgangen blot var 1 pct. i forhold til Q3. Gebyr og provisionsindtægterne landede netto på 588 mio. euro.

De samlede driftsindtægter gik i 4. kvartal frem med 22 pct. sammenlignet med kvartalet inden til 2.558 mio. euro.

De samlede driftsudgifter hos Nordea faldt med 10 pct. i 4. kvartal sammenlignet med 3. kvartal til 1.266 mio. euro.

Bundlinjen voksede i 4. kvartal til 786 m,io. euro mod 406 mio. euro i 3. kvartal.

Færre nedskrivnininger på helåret

Hvis man kigger på helårstallene for Nordea og sammenligner dem med 2010, så er det tydelige mønster, at Nordea har vokset sin forretning en smule i de forgangne 12 måneder. På bundlinjen må Nordea dog notere sig en tilbagegang på 1 pct., hvor nettoresultatet på 2.634 mio. euro er 29 mio. euro lavere end i 2010. Det er stigende udgifter, der rammer Nordea, som dog har skåret sin forretning til i 2011, hvor en markant fyringsrunde blev annonceret tilbage i sommers.

En sådan manøvre er dog altid dyr up-front, hvorfor man kan se Nordeas personaleudgifter vokse med 12 pct. til 3.113 mio. euro i 2011. Også hvis man kigger på de samlede driftsudgifter, så er omkostningerne stigende, hvor de 5.219 mio. euro er en stigning på 8 pct. sammenlignet med 2010.

På indtægtssiden er der heldigvis også fremgang, hvor nettorenteindtægterne og gebyrerne går frem med henholdsvis 6 og 11 pct. Nettorenteindtægterne landede på 5.456 mio euro, mens gebyr og provisionsindtægterne netto landede på 2.395 mio. euro for hele året.

På nedskrivningsfronten var der samlet set positive momenter for Nordea, da 2011 udløste for i alt 735 mio. euro nedskrivninger på lånebogen, hvilket er 16. pct. færre end i 2010.

Stigende ud- og indlån

På balancesiden er det værd at bemærke, at Nordea i 2011 øgede sine samlede udlån med 7 pct. til i alt 337,2 mia. euro. Også på indlånssiden sugede Nordea likviditet til sig, hvor den samlede indlånsmasse, inklusive opsparingsindlån, landede på 190,1 mia. kr., hvilket er en 8 procents fremgang i forhold til 2010. Til gengæld skuffer Nordea, når det gælder kapital underforvaltning, hvor de 187,4 mia. euro er en tilbagegang på 2 pct. sammenlignet med det foregående år.

Egenkapitalen er i 2011 forøget med 6 pct. til 26,1 mia. euro. Nordeas samlede aktivmasse var pr. 31. december 2011 på 716,2 mia. euro, det er en fremgang på 23 pct.

Egenkapitalforrentning på 10,6

Hvis man går diverse nøgletal igennem for Nordea, så er det nærliggende at starte med egenkapitalforrentningen der for helåret landede på 10,6 pct. hvilket er en tilbagegang på 0,9 procentpoint i forhold til 2010. Her slår årets store organisationsændring igennem i regnskabet, som belaster med udgifter her og nu. Der er et stykke vej op fra de 10,6 pct. til det langsigtede mål på 15 pct., som Christian Clausen selv har kommunikeret ud, hvilket dog er en ambition, man ventes at kunne indfri, når konjunkturerne er mere ”normale”.

På udbyttefronten udbetaler Nordea 0,26 euro per aktie, det er en smule mindre end i 2010 hvor det blev til 0,29 euro pr. aktie.

Bankens omkostningsprocent er for helåret på 55 mod 52 i 2010, men her er det igen den store fyringsrunde, der koster. Hvis man kigger alene på årets 4. kvartal, som giver en rettesnor for hvordan omkostningsprocenten vil være fremadrettet, så lå den på 49.

Nordeas kernekapitalprocent, eksklusiv den hybride kapital, lå i 2011 på 11,2 mod 10,3 i 2010. Inklusive hybriderne landede kernekapitalprocenten på 12,2 mod 11,4 pct. i 2010. Solvensprocenten før overgangsbestemmelser lå med udgangen af 2011 fladt på 13,4 pct. sammenlignet med 2010, mens solvensprocenten landede på 11,1 mod 11,5 i 2010.

Der er ikke mange håndfaste kommentarer fra Christian Clausen i de skriftlige kommentarer til regnskabet i forhold til 2012.

"2012 ser ud til at blive lige så udfordrende (Som 2011 Red.). Nordea er godt forberedt med et robust kapitalgrundlag og en god adgang til funding," skriver den danske CEO.

 

 

Fra resultatopgørelse

Mio. EUR 2011 2010 2009 2008 2007
Netto renteindtægter 5456 5159 5281 5093 4282
Netto gebyrindtægter 2395 2156 1693 1883 2140
Kursreguleringer 1517 1837 1946 1028 1209
Basisindtægter før nedskrivninger 4282 4518 4561 3862 3823
Nedskrivninger 735 879 1486 466 -60
Resultat før skat 3547 3639 3075 3396 3883
Nettoresultat 2634 2663 2318 2672 3130

 

Nøgletal

Procent 2011 2010
Udlånsvækst 6,8 11,3
Indlånsvækst 7,2 14,8
Solvens 11,1 11,5
Solvensbehov       -
Egenkapitalforrentning 10,6 11,5
Nedskrivninger i pct. af udlån 0,33 0,31

 

Fra balance

Mia. EUR 2011 2010 2009 2008 2007
Indlån 190,0 176,4 153,6 148,6 142,3
Udlån 337,2 314,2 282,4 265,1 244,7
Egenkapital 26,1 24,5 22,4 17,8 17,2

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også