Svensk pensionskasse stemmer imod at flytte Nordea til Finland

Den svenske pensionskasse AMF, der er en mindre aktionær i Nordea, vil stemme imod planerne om at flytte banken fra Sverige til Finanland.
Foto: Nordea/PR
Foto: Nordea/PR
AF RITZAU FINANS

Den svenske pensionskasse AMF er modstander af Nordeas planer om at flytte hovedkvarteret til Helsinki fra Stockholm.

Den vil derfor stemme mod forslaget ved bankens generalforsamling 15. marts, skriver Svenska Dagbladet.

AMF har ifølge Bloomberg News 1,73 pct. af aktierne og er derfor langt fra at kunne blokere beslutningen alene.

Mindst to tredjedele af aktionærerne ved generalforsamlingen skal stemme ja til flytningen, for at den kan føres ud i livet.

Storaktionæren Sampo ejer 21,24 pct. af Nordea og bakker op om flytningen, og det samme gør pensionsselskabet Alecta, mens flere andre større aktionærer endnu ikke har meldt deres synspunkt ud offentligt.

Nordea har valgt at flytte på grund af nye afgifter rettet mod den svenske finanssektor, der skal polstre statskassen til fremtidige bankkriser.

Nordea har tidligere meldt ud, at flytningen kan give besparelser på 0,9-1,2 mia. euro opgjort til nutidsværdi.

"Vi mener ikke, at det som anføres som hovedargument - en lavere resolutionsafgift - er en tilstrækkelig grund til for en så vigtig beslutning," siger Javiera Ragnartz, kapitalforvaltningschef hos AMF, ifølge Svenska Dagbladet.

Ved at flytte til Finland bliver banken en del af EU's bankunion, hvilket også er en central årsag til flytningen.

"Som multinational bank kan vi inden for fælles multinationale rammer som bankunionen drive Nordeas virksomhed efter samme regler som vores europæiske konkurrenter."

"Det skaber større forudsigelighed og mere stabile vilkår for Nordeas aktiviteter samt vores langsigtede planlægning og langsigtede investeringer," skriver Nordea i indkaldelsen til generalforsamlingen.

Flytningen skal, hvis aktionærerne stemmer ja, efter planen være på plads i oktober 2018.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også