Mens svenske og norske Nordea-kunder flittigt bruger mobiltelefonen, når de skal i banken, har de danske Nordea-kunder måtte væbne sig med tålmodighed.
Men i begyndelsen af det nye år, kan de danske kunder også overføre penge fra mobilen, når Nordea i Danmark lancerer mobilbank.
Det siger Claus Christensen, informationschef i Nordea Danmark, til FinansWatch.
Dermed forsøger Nordea at hale ind på Danske Bank, der allerede har mobilbank, og som fra i dag tilbyder sine kunder med iPhone eller Android-telefoner at betale girokort med mobilen.
På alle telefoner
Hos Nordea er man dog ikke bange for at sakke bag ud i forhold til Danske Bank. Her har det været væsentligt at kunne tilbyde mobilbanken på alle mobiltelefoner, inden den blev lanceret.
”Det har været vigtigt for os, at vores kunder kunne bruge alle mobiltelefoner. Det er ikke alle, der har iPhone og Android. Så vi har valgt at lancere det i starten af det nye år på alle typer mobiltelefoner,” siger Claus Christensen.
Relancerer netbanken
Lanceringen sker samtidig med, at Nordea relancerer sin netbank, hvilket også er en af årsagerne til, at de danske kunder har måttet vente.
"Vi har valgt at rulle det ud i forskellige tempi i de forskellige lande, afhængigt af hvor langt markedet var, og hvornår vi har opdateret vores forskellige systemer," siger Claus Christensen.
Foruden en applikation til iPhone og Android kommer der en browserbaseret løsning til dem, der ikke er indehaver af en smartphone. Med mobilbanken, får man som kunde bl.a. adgang til sin konto og depoter, man kan lave overførsler og finde filialer og automater.
I Sverige har mere end 100.000 kunder downloadet applikationen, som også er blevet kåret til markedets bedste, og i Norge er man allerede klar med en iPad-applikation.
Mere fra FinansWatch
Konstitueret Danica-topchef holder delvis fast i de kommercielle tøjler efter udnævnelse af ny direktør
Søren Lockwood, der er konstitueret topchef hos Danica og i flere år har været kommerciel direktør, vil også fremover have en finger med i spillet i pensionsselskabets kommercielle aktiviteter. Nyudnævnt kommerciel direktør vil bl.a. have fokus på kommunikationen af tilbud til Danicas kunder og på ny SUL-bekendtgørelse.