Jyske Bank har været i udlånsbøgerne hos både Nordjyske og Nørresundby Bank

Jyske Bank kan få en eksponering på op til 1 mia. kr. mod Nordjyske Bank. Derfor har Silkeborg-banken været nede i udlånsbøgerne hos både Nordjyske Bank og Nørresundby Bank.
Foto: /ritzau/
Foto: /ritzau/

Det er i praksis Jyske Bank, der sørger for at Nordjyske Bank kan lægge et købstilbud på Nørresundby Bank. Jyske Bank garanterer nemlig både for en nyudstedelse af aktier til en værdi af 700 mio. kr., og yder et ansvarligt lån på ca. 275 mio. kr.

Hertil kommer, at Jyske Bank også står klar til at yde mellemfinansieringen, så et eventuelt køb kan falde på plads.

Men Jyske Bank har inden sit finansieringstilbud været godt og grundigt nede i udlånsbøgerne i begge nordjyske banker. Det oplyser Nordjyske Bank i et brev sendt til bankens aktionærer og Fondsbørsen.

"Som led i forhandlingerne af aftalen med Jyske Bank, har Jyske Bank gennemført sine egne undersøgelser af udlånene i både Nordjyske Bank og Nørresundby Bank. Det er derfor vores klare opfattelse, at Jyske Bank er betrygget i både det strategiske rationale for købstilbuddet på Nørresundby Bank og værdien på kr. 115 pr. aktie i Nordjyske Bank i forbindelse med aktieemissionen," skriver Nordjyske Bank.

Værdifuldt at se udlånsbøger

Der er som sådan intet usædvanligt i, at Jyske Bank har krævet eller fået tilbudt at se de to bankers udlånsbøger efter i sømmene. Men det giver alt andet lige Jyske Bank andet og mere, end blot at blive "betrygget" ved at sende penge til Nordjyske Bank i Frederikshavn.

For en gennemgang af udlånsbøgerne har nemlig også givet Jyske Bank et solidt indtryk af såvel soliditet som indtjening på de to nordjyske bankers vigtigste kunder.

Jyske Bank har utvivlsomt underskrevet en såkaldt "Non-disclosure agreement" der blandt andet skal sikre, at banken holder informationerne for sig selv. Men informationerne fra gennemgangen har nu alligevel formentlig en ikke ubetydelig værdi for Jyske Bank.

Jyske Bank sidder selv godt i Nordjylland

Banken har nemlig selv en ret solid repræsentation netop i Nordjylland, primært opnået ved købet af Vendelbobanken i 1983. Og når man selv er aktiv som bank i et område, er det naturligvis altid interessant at se konkurrenternes kunder efter i sømmene.

Spar Nord har dog også haft mulighed for at se nærmere på nogle af kunderne i Nørresundby Bank, men først efter der blev fremsat et købstilbud, og i øvrigt har det "datarum" som Nørresundby Bank satte til rådighed for interesserede bydere af endog meget begrænset omfang. Ifølge FinansWatch' oplysninger omfattede datarummet under 50 kundeengagementer.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også