Jyske Bank-regnskab: Overskud kendt - fokus på kvalitet

Selv om Jyske Bank allerede har offentliggjort en del af sine regnskabstal, er der stadig nye oplysninger at hente i årsregnskabet.
Foto: Simon Fals
Foto: Simon Fals
AF RITZAU FINANS

Jyske Bank har taget noget af glæden ud af regnskabet for 2015, som banken offentliggør tirsdag, da banken den 25. januar udsendte en kortfattet meddelelse om bankens overskud for hele året.

Med de foreløbige meldinger vil fokus koncentrere sig om kvaliteten i indtjeningen og om, hvorvidt resultaterne er holdbare ind i 2016.

Overskuddet blev rapporteret til 3204 mio. kr. før skat og 2476 mio. kr. efter skat. I 2014 var overskuddet før skat 3103 mio. kr. og efter skat 3089 mio. kr. For fjerde kvartal venter banken at lande et overskud for hele året på 1075 mio. kr. mod et underskud på 221 mio. kr. i fjerde kvartal 2014 belastet af nedskrivninger på 717 mio. kr. i kvartalet.

I meddelelsen fremhæver banken også, at det går bedre end ventet med forrentningen af egenkapitalen. Derfor når Jyske Bank for andet år i træk efter fusionen med BRF sit mål om en forrentning på minimum 10 pct. af primoegenkapitalen.

Årets resultat før skat forrenter primoegenkapitalen med 11,6 pct.

Aktien belønnet

Aktien i Silkeborg-banken blev belønnet på aktiemarkedet med en stigning på 20 kr. i aktiekursen på dagen og dagen efter, da aktien steg fra 277,60 kr. til 297,10 kr. de to dage. Trods aktietumulten ligger Jyske Bank-aktien onsdag en spids højere, da den handles i 301 kr.

Ifølge aktieanalytiker Christian Hede fra Nordea var kvartalsresultatet bedre end konsensus-forventningerne.

Han vurderede, at resultatet dæmpede frygten for en skuffelse, efter at kursen på Jyske Bank-aktien var faldet med rundt regnet en tredjedel (siden september, red.)

Dog indeholdt meddelelsen meget lidt information, mente han.

"Her og nu ved vi kun, at resultatet er bedre, og det er selvfølgelig positivt," lød det fra analytikeren.

BRF og boliglån bag fremgang

Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, forklarede over for Ritzau Finans fremgangen med god efterspørgsel fra bankens kunder samt en vellykket fusion med BRFkredit som årsag til det gode resultat.

"Fusionen med BRF går rigtigt godt, og det samspil, vi har mellem BRF og Jyske Finans begynder også at udmønte sig. Hvis du ser på BRF, så har vi Danmarks hurtigst voksende kreditforening," konstaterede han.

Han nævnte også synergierne ved fusionen. De ventes at løbe op i mindst 600 mio. kr., men fusionen er foran den oprindelige plan, hvilket i det seneste halvårsregnskab fik Jyske Bank til at vente en fuld årseffekt fra medio 2018 mod tidligere ultimo 2018. Forventningerne til integrationsomkostninger blev samtidig sænket til intervallet 100-150 mio. kr. mod den seneste udmelding på 150-200 mio. kr.

Salgsmæssigt har Jyske Banks fællesfundede boliglånsprodukter været en stor succes.

"Vi har passeret 58 mia. kr. i udlån på det felt på to år. Det er den største salgssucces nogensinde i koncernens historie. Og så er erhvervslånene via samspillet mellem Finans, BRF og Jyske Bank også begyndt at vokse. Desuden går det også flot i kapitalforvaltningen i Jyske Markets. Så jeg synes faktisk, at det er hele vejen rundt, at folk bidrager," lød det fra Anders Dam.

Med det foreløbige resultat endte Jyske Bank 500 mio. kr. over det resultat, som forventningerne om en forrentning af primoegenkapitalen på mindst 10 pct. lagde op til, og som oprindeligt blev betegnet som en udfordring at nå.

Anders Dam lovede dog ikke, at det bedre resultat bærer ind i 2016.

"Du skal være opmærksom på, at vi gik sammen med BRF i 2014. Det er at betragte lidt som et jordskælv, og det giver nogle efterskælv, hvor vi ligesom skal finde hinanden, få regnskaberne justeret, samarbejdet op at stå og holdninger på plads. Alt det gør, at vi har haft nogle udsving kvartal for kvartal, og jeg håber da på, at vi kan stabilisere det lidt fremadrettet. Men jeg tør ikke love noget endnu, for markederne er også meget urolige. Det må vi bare konstatere," sagde Anders Dam den 25. januar.

 

/ritzau/FINANS

 

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også