Analytiker: Omfattende initiativ fra Jyske Bank

Dagens plan fra Jyske Bank er omfattende og svarer på de udfordringer, banken har på indtægtssiden, vurderer analytiker.

En voldsom medarbejderreduktion, filiallukninger og en rentestigning.

Den netop offentliggjorte kriseplan fra Jyske Bank er et omfattende initiativ, lyder det fra analytiker i Nykredit Markets Mads Thinggaard.

”Jeg vil sige, at det er et ret omfattende initiativ, der lige nu og her svarer på den udvikling, vi har set på indtægtssiden,” svarer han på spørgsmålet om, hvorvidt planen er tilskrækkelig.

Reagerer på indtægter

Med planen følger banken op efter et skuffende halvårsregnskab.

”Det var meldt ud, at banken kunne finde på at reagere på problemerne med indtægterne. De sagde allerede ved sidste regnskab, at de ikke kunne leve med de faldende indtægter,” siger analytikeren, der peger på, at tiltagene giver besparelser på sigt.

”I første omgang kommer der nogle fratrædelsesomkostninger, så man kan sige, det bliver lidt værre, før det bliver lidt bedre. De siger selv, at de fra og med 2013 vil spare 400 mio. kr. i omkostninger. Det er inklusive konverteringen til Bankdata, som i sig selv skulle give omkring 200 mio. kr., og så kommer der nu yderligere 200 mio. kr. fra medarbejderreduktionen,” siger analytikeren.

Fyringer

”For mig at se er medarbejderreduktionen, som er på 6,5 pct. af den samlede medarbejderstab, og på niveau med det vi så hos Nordea, det, der træder frem. 6,5 pct. er meget, og de 150 er med øjeblikkelig virkning, så det er for alvor det, der trækker,” siger Mads Thinggaard.

Rentestigningen fra banken var ventet og analytikeren forventer også, at Sydbank vil følge trop med en rentestigning i samme niveau.

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også