Panik rammer bankernes indtjening

Forventning om en højere rentemarginal dykker i takt med uroen på de finansielle markeder, ligesom mulighederne for at øge indtjeningen ved yderligere udlån bliver mindre.

De seneste ugers uro på alverdens aktiemarkeder får direkte indflydelse på bankernes indtjening.

Forventningerne om snart at lægge de lave rentemarginaler bag sig i takt med en række rentestigninger fra ECB ser nemlig ikke ud til ikke at blive indfriet foreløbig. Det går ud over den forventede indtjening. Bankerne må samtidig erkende, at mulighederne for at øge indtjeningen via yderligere udlån bliver mindre.

”Nu skal jeg ikke tegne et meget dystert billede, men i forhold til den situation vi var i, så er der sket en mindre forværring af situationen,” siger Birger Krøgh Nielsen, CFO i Jyske Bank.

Forventet bedre marginal

”Vi havde forventet, at der ville komme et par renteforhøjelser – måske en mere i år og et par stykker næste år, der ville normalisere renteniveauet. Det ser ud til at være udskudt i en længere periode. Det har selvfølgelig indflydelse på indtjeningen,” siger han og fortsætter:

”Uroen på de finansielle markeder betyder, at vi nok må indstille os på, at ECB holder ro på renterne i længere tid, end vi har regnet med. Det betyder, at de rentemarginaler, vi operer med i øjeblikket vil være rimelig stabile med mindre, der sker noget ekstraordinært,” siger Birger Krøgh Nielsen.

Rammer udlånet

Han peger deuden på, at panikken på markederne rammer risikovilligheden hos private og virksomheder – og dermed også bankerne.

”Forbrugerne holder mere igen på forbruget og investeringer og det betyder, at virksomhederne trækker deres investeringer længere end de ellers ville have gjort. På grund af den usikkerhed, der knytter sig til deres afsætningsmuligheder. Både indlands og i lidt højere grad, end vi havde regnet med, for eksportvirksomhederne. Så det har en implikation for de udlånsmuligheder, vi ser i markedet,” siger Birger Krøgh Nielsen.

Får det en synlig effekt på bundlinjen?

”Vi lever af at tage risiko på bogen. Og vi har i sektoren kapacitet til at tage flere udlån på bogen, end vi har i øjeblikket. Så det vil have implikationer på bankernes drift, og den måde vi styrer vores omkostninger på, hvis der ikke kommer gang i efterspørgslen. Det gælder jo helt generelt.”

Højere nedskrivninger

Gældsuroen i Sydeuropa og en begyndende frygt for, at det globale opsving hjulpet på vej af USA bliver mindre kraftigt end forventet – kombineret med en halvlunken gældsaftale i USA er med til at påvirke markederne – og får den seneste tids uro afgørende effekt på konjunkturerne, vil det også påvirke bankernes nedskrivninger.

”Det vil selvfølgelig også påvirke nedskrivningerne. Nu skal jeg ikke tegne et billede af en ny stor bølge. Men der er krusninger på vandet i øjeblikket i forhold til den situation, vi havde forventet, ” siger Birger Krøgh Nielsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også