Goldman-ansatte kræver kinesisk madvogn på 11. etage

Efter pres fra medarbejderne har Goldman Sachs fået den populære Rickshaw Dumpling Bar ind på 11. etage i hovedkvarteret. Læs her, hvad gadesælgeren synes om bankfolk.

Goldman Sachs' cafeteria på 11. etage i hovedkvarterets skyskraber på Manhattan serverer sædvanligvis blandt andet sushi, trancheret kød og pasta med trøfler. Men det var ikke helt nok for de ansatte, skriver New York Times.

Uden for bankens tidligere hovedkvarter stod nemlig en rullende madvogn, der solgte kinesiske dumplings, men den kunne ikke parkere foran det nye hovedkvarter, banken flyttede ind i forrige år. Efter pres fra medarbejderne inviterede ledelsen Kenny Lao, der er indehaver af dumpling-vognen, på besøg som gæstekok i cafeteriaet.

Kenny Lao, der selv er tidligere analytiker på Wall Street, tog imod tilbuddet med glæde, da han savnede sine kunder fra banken, som forsvandt, da banken flyttede.

Tynde indere og Princeton-roere

Han beskriver Goldman-folkets madvaner som meget punktlige. De kommer i store frokoststimer kl 11.35, 12.15 og 13.30. Favoritten er dumplingen med kylling og svinekød, mens det går mere trægt med vegetarudgaven.

"De er en meget kødfyldt skare," siger Kenny Lao til New York Times.

På trods af den ellers meget veludrustede kantine, der byder på gourmetmad, så er der meget få overvægtige i koncernen, har Lao bemærket.

"Der er alle de her tynde indiske piger og tidligere roere fra Princeton," siger Lao med henvisning til det prestigefyldte Princeton-universitet.

Kenny Lao har mødt flere tidligere studiekammerater under sin tid i Goldmans kantine. De har fortsat karrieren i finansverdenen, mens han altså nu sveder i køkkenet. En smule nedværdigende, kalder han det.

Lao siger til avisen, at han ikke har hørt nogle insider-tips om Goldmans investeringsstrategi i det kommende år, ud over at han kan konstatere, at medarbejderne er aggressive på dumpling-markedet.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også