Kinesiske banker sendt ned efter melding fra Moody's

De asiatiske aktier gik fra plus til minus, efter Moody's advarede mod, at der kan være flere problematiske lån i Kina end først antaget.
RITZAU FINANS

Samtidig ventes den kinesiske centralbank at hæve renten i weekenden, og det presser bankerne yderligere.

Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks ligger til en tilbagegang på 0,1 pct. med få timers handel tilbage på nogle af regionens børser efter tidligere at have ligget i et plus på 0,2 pct.

"Kina er stadig forrest i investorernes bevidsthed på grund af landets store betydning i den globale vækst. Enhver form for nedgang i vækstraten har følgevirkninger ikke kun til forventninger til den fremtidige vækst, ikke kun i Kina, men også globalt," siger Tim Schroeders, portefølje manager i Pengana Capital, til Bloomberg News.

Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, lukkede med en stigning på 0,1 pct., mens Topix-indekset, også i Tokyo, ligeledes lukkede i et plus på 0,1 pct.

Banker falder

Forsyningsværket Tepco sprang 5,1 pct. op, efter at selskabet kunne melde om, at nedkøling af den katastroferamte atomreaktor i Fukushima endelig ser ud til at lykkes. Det australske ASX-200-indeks faldt med 0,3 pct. I Taiwan gik Taiex-indekset i plus med 0,1 pct., og det førende indeks i Sydkorea, Kospi, steg med 0,8 pct.

De kinesiske banker falder, efter en rapport fra Moody's fremhæver dårlige kinesiske lån som en større trussel end hidtil antaget. Kreditvurderingsbureauet skriver i rapporten, at kreditsituationen for det kinesiske banksystem muligvis kan opleve en negativ udvikling.

Børsen i Shanghai oplever et fald på 0,3 pct., mens børsen i Shenzhen stiger 0,2 pct.

Hang Seng i Hongkong ligger til et minus på 0,2 pct.

Industrial & Commercial Bank of China, verdens største bank målt på udlån, falder 0,7 pct. på børsen i Hongkong. China Construction Bank, den anden største, falder 0,8 pct.

(Ritzau Finans)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også