FIH fyrer hver tiende medarbejder

35 ansatte bliver fyret i FIH, og en række stillinger bliver ikke genbesat. Det er den direkte konsekvens af bankens kamp for at reducere udlånet, lyder meldingen fra den pressede erhvervsbank.

Kampen for at skære ned på det dybe gab mellem indlån og udlån i FIH koster nu lidt under hver tiende medarbejder jobbet i den pressede bank. Det skal give besparelser for 60 mio. kr.

"Det er med beklagelse, at FIH opsiger ca. 35 medarbejdere. Herudover vil en række stillinger ikke blive genbesat i forbindelse med naturlig afgang (pensionering mv.).Aftrædelsesvilkår for de berørte medarbejdere er aftalt. FIH beskæftigede pr. 30. april 2011 373 medarbejdere," skriver FIH's adm. direktør Bjarne Graven i en meddelelse.

Fyringerne begrundes med behovet for at skære i udlånet - og med en begrænset lånelyst fra erhvervslivets side.

"Som tidligere udmeldt er en del af strategien i FIH Erhvervsbank A/S (FIH) de kommende år at reducere udlånsbalancen på udvalgte områder. Samtidig er efterspørgslen efter lån fra danske virksomheder generelt faldende," skriver banken.

Uændrede forventninger

"Som konsekvens heraf forventes i en periode fremover lavere aktivitetsniveau i FIH. Derfor har bestyrelsen for FIH den 25. maj 2011, i overensstemmelse med direktionens indstilling, besluttet at reducere omkostningsbasen, herunder at tilpasse medarbejderantallet. Dermed sikres, at FIH’s position som en betydelig samarbejdspartner for dansk erhvervsliv kan opretholdes."

Fyringerne vil dog ikke hjælpe på bundlinjen i 2011.

"Den samlede omkostningsreduktion som følge af tilpasningen af medarbejderantallet og andre tiltag vil indebære en forventet årlig besparelse i niveauet 60 mio. kr. fra og med 2012. Besparelsen i 2011 forventes at være begrænset bl.a. grundet forpligtelser overfor de berørte medarbejdere og vil ikke påvirke tidligere udmeldte forventninger."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også