Tilsynet giver påbud og risikooplysninger til Eik

Eik Banki fik ved et tilsynsbesøg i august påbud om at nedskrive 7,4 mio. kr. på en enkelt ejendom. Tilsynet advarede samtidig om mangelfulde oplysninger om kundernes økonomiske formåen.

Finanstilsynet var i august og september på Færøerne, hvor Eik Banki fik besøg. Banken overtog i forbindelse med krakket i den danske del af Eik alle de færøske engagementer, hvilket betyder, at en stor del af de større kunder har problemer med økonomien. Det er afspejlet i en låneandel med objektiv indikation på værdiforringelse (OIV) på 28 pct. - målt på volumen - i de 204 engagementer, som tilsynet gennemgik.

Banken har dog generelt styr på kreditkvaliteten af lånene, understreger tilsynet, som dog også tilføjede enkelte nedskrivninger.

"Generelt var Finanstilsynet og banken enige om bonitetskarakteren på engagementerne og nedskrivningernes størrelse. Inspektionen medførte dog yderligere nedskrivninger for samlet ca. 3,4 mio. kr. Finanstilsynet konstaterede OIV i to engagementer, hvor banken ikke på forhånd havde konstateret dette. Herudover fik banken påbud om at foretage nedskrivning på en ejendom med ca. 7,4 mio. kr. pr. 30. september 2012," står der i inspektionsrapporten.

Skal opdatere kundeoplysninger

Tilsynet advarede også banken om at være mere påpasselig med at få opdateret oplysninger om kundernes økonomiske tilstand.

"Banken fik endvidere en risikooplysning om at manglende opdaterede økonomiske oplysninger på låntagere kan medføre, at banken ikke i tide får reageret på og vendt en uhensigtsmæssig udvikling i engagementerne," skriver tilsynet.

Eik Bbanki fik også en røffel for ikke at have et entydigt og konsistent mål for solvensoverdækningen og fik et påbud om fremadrettet at sørge for dette. Derudover blev der givet flere påbud om ændringer i forretningsgangene.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også