Mobilepay-succes løfter Jesper Nielsen til ny direktørstilling

Jesper Nielsen har som chef for forretningsudvikling i Danske Bank Personal Banking om nogen andel i den succes, den populære app har haft siden lanceringen i 2013.
Foto: Danske Bank
Foto: Danske Bank
AF SØREN DURAN DUUS

Han fik ret. Da Jesper Nielsen som chef for forretningsudvikling i Danske Bank Personal Banking forud for lanceringen af Mobilepay i maj 2013 sagde, at han havde enorme forventninger til bankens betalingsapp, er der ingen tvivl om, at tiden har vist, at Jesper Nielsen havde noget at have sine forventninger i.

I dag – lidt over tre år efter lanceringen – har over tre mio. danskere hentet den populære betalingsapp, og ifølge nyeste tal fra Danske Bank er cirka 70 pct. af Mobilepays brugere kunder i andre banker end Danske Bank. En succes, Jesper Nielsen nu bliver belønnet for. Således meddelte Danske Bank mandag morgen, at Jesper Nielsen er udnævnt til ny direktør for Personal Banking og medlem af bankens direktion med virkning fra 1. oktober.

Dermed tager 47-årige Jesper Nielsen, der er cand.polit, og som har været ansat i Danske Bank siden 1996, endnu et skridt op ad hierarki-stigen i Danmarks største bank og finansielle koncern.

Udvidet ansvar

Inden sin nuværende stilling som chef for forretningsudvikling i Danske Bank Personal Banking var Jesper Nielsen fra 2010 til 2012 Deputy CEO & Head of Business Development i National Irish Bank, som Danske Bank købte i 2004 af National Australia Bank. Fra 2007 til 2010 var Jesper Nielsen Senior Vice president i Danske Banks  Group Business Development, Strategy & Planning, fremgår det af hans fyldige CV.

Med udnævnelsen som ny direktør for Personal Banking får Jesper Nielsen ansvaret for Danske Bank-koncernens samlede privatkundeforretning i Norden. Han afløser Tonny Thierry Andersen, der den 1. april i år blev udnævnt til direktør for bankens nye forretningsenhed Wealth Management og siden da også har varetaget jobbet som chef for Personal Banking.

Jubilæum med forfremmelse

”Med sit dybe kendskab til forretningen og sin brede erfaring fra stillinger i ind- og udland er jeg sikker på, at Jesper Nielsen er den rette til at stå i spidsen for en fortsat positiv udvikling med fokus på, at banken bliver endnu mere kundedrevet, enkel og effektiv,” siger Danske Banks adm. direktør, Thomas F. Borgen.

Med sin ansættelse i Danske Bank siden 1996 kan Jesper Nielsen nu fejre 20-års jubilæum med udnævnelse som direktør for Personal Banking og medlem af bankens direktion med virkning.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også