Regnskab: Danske Bank lidt under forventet, betaler udbytte for første gang siden 2007

Danske Bank leverede en bundlinje på 7,1 mia. kr. i 2013, hvilket var under de 7,2 mia. kr. som analytikerne på forhånd havde forventet.
Foto: Jonas Pryner Andersen
Foto: Jonas Pryner Andersen

Danske Bank tjente i 2013 7,1 mia. kr. efter skat, mod 4,7 mia. kr. i 2012. Det har fået bankens bestyrelse til at foreslå et udbytte på 2 kr. pr. aktie, hvilket er det første udbytte til Danske Banks aktionærer siden 2007-regnskabet, hvor banken betalte et udbytte på 8,50 kr. pr. aktie. Analytikerne havde på forhånd ventet et udbytte på 1,50 kr.

Bankens samlede indtægter faldt 12 pct. i forhold til 2012, til 40,0 mia. kr., mens omkostningerne faldt 1 pct. til 24,3 mia. kr.

Danske Banks indtægter i divisionen Personal Banking faldt i 2013 med 1 pct. til 16,7 mia. kr., mens omkostningerne faldt med 3 pct. til 12,1 mia. kr. Sammen med et fald i nedskrivningerne på 30 pct. til 1,9 mia. kr. betød det, at indtægterne før skat steg 64 pct. til 2,7 mia. kr.

Divisionen Business Banking, der omfatter mindre og mellemstore virksomheder, fik et fald i indtægterne på 2 pct. til 12,1 mia. kr., mens omkostningerne steg 2 pct. til 5,6 mia. kr. Samlet set leverede divisionen et resultat på 4,8 mia. kr. før skat, hvilket var 55 pct. bedre end i 2012. Fremgangen skyldes blandt andet, at nedskrivningerne faldt med 53 pct. til 1,8 mia. kr.

Værre gik det for den tredje hoveddivision, Corporates & Institutions, hvor indtægterne faldt med 26 pct. til 8,4 mia. kr., mens omkostningerne steg med 7 pct. til 4,6 mia. kr. Resultatet før skat faldt med 43 pct. til 3,4 mia. kr.

Bankens kapitalforvaltningsenhed, Danske Capital, kunne notere en fremgang i resultatet før skat på 21 pct. til 1,1 mia. kr., mens formuen under forvaltning steg 6 pct. til 727 mia. kr. Begge dele er rekordtal. Omvendt måtte Danica Pension notere en halvering i resultatet til 1,1 mia. kr.

Til gengæld kan bankens aktionærer glæde sig over at den irske afviklingsforretning "kun" tabte 1,4 mia. kr. før skat i 2013, hvilket var markant bedre end i 2012, hvor tabet på var på 4,8 mia. kr.

Samlet set faldt bankens nedskrivninger på dårlige lån med 57 pct. til 5,4 mia. kr., svarende til 0,28 pct. af det samlede udlån, mod 0,63 pct. i 2012. Faldet i nedskrivningerne fra tredje til fjerde kvartal 2013 var dog på mere beskedne 6 pct. til 1,1 mia. kr.

Danske Bank venter en indtjening for indeværende regnskabs år på 9 til 12 mia. kr. efter skat, og fastholder et kortsigtet mål for forretningen af egenkapitalen på 9 pct. i 2015. For 2013 blev egenkapitalforrentningen på 5 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også