Medierne skriver pænt om Kolding

Danske Banks nye topchef Eivind Kolding har fået meget positiv omtale i medierne. Til gengæld er han selv lidt træt af mediernes måde at skrive om banken på tidligere.

Eivind Kolding er ikke helt tilfreds med den måde, medierne skrev om Danske Bank og den øverste ledelse før og under finanskrisen. Den tidligere direktør Peter Straarups øgenavn Gebyrgribben, spøger stadig, skriver Børsen Lørdag.

"Jeg kan jo kun komme med et noget naivt ønske om, at avisen og bladverdenen vil hæve sig op over at skulle give bankdirektører øgenavne. Mig bekendt kan jeg ikke komme på, at man inden for andre brancher sætter sådant et plagiat på en direktør. Det er ikke noget, som jeg er herre over, og måtte det komme, så kommer det. Det betyder nok ikke så meget for den værdiskabelse, som jeg er sat til at skabe i banken," siger Eivind Kolding til Børsen Lørdag.

Til gengæld har medierne været meget positive over for netop Eivind Kolding. Det viser en analyse, som Børsen Lørdag har fået foretaget af Infomedia. Eivind Kolding får et PR-barometer på +63, hvilket beskrives som ualmindeligt flot, og analysen har ikke kunnet finde én eneste negativ omtale af den nye direktør. Medierne beskriver ham kort og godt som den rigtige til jobbet.

Det får dog ikke den nye bankboss til at lette sin kritik af medierne, som har været alt for unuanceret i tilgangen til banken tidligere, mener han.

"Det er for nemt at ringe til en provinsbanks analytiker og spørge, hvordan Danske Bank skal køres og tro, at han på en femminutters telefonsamtale kan lægge planen ud, når der her sidder et ledelsesteam i flere måneder med de bedste konsulenter og prøver at finde frem til samme svar," siger Eivind Kolding til avisen.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også